Punktopstillinger

– regler og anbefalinger med afsæt i retskrivningsreglerne

Af cand.mag. Emil Johansen

En punktopstilling er et glimrende redskab til at øge en teksts læsbarhed og fremhæve særlige elementer i en tekst. Mange sprogbrugere er af den overbevisning, at der er faste regler for, hvordan man skriver en punktopstilling. Årsagen kan være, at nettet flyder over med smarte guides, der kort og fyndigt lister punktopstillingernes postulerede regelsæt.

Reglerne er dog langt hen ad vejen selvopfundne. De kommer i hvert fald ikke fra nogen autoritativ kilde.

Punktopstillinger er faktisk kun omtalt én gang i retskrivningsreglerne – i § 11, som regulerer brugen af store og små bogstaver i tekstbegyndelse og efter tegn. Her står der, at det ved punktopstillinger er valgfrit, om man vil skrive det første ord i hvert nyt punkt med stort eller lille begyndelsesbogstav.

That’s it! Dansk Sprognævn interesserer sig tydeligvis ikke for punktopstillinger.

Kun i få tilfælde kan man sige, at noget entydigt er rigtigt og forkert – jf. reglerne. For punktopstillinger gælder derimod, at der er hensigtsmæssige og mindre hensigtsmæssige måder at opstille dem på. Hvad der er hensigtsmæssigt, og hvad der er mindre hensigtsmæssigt, må man så prøve at bestemme ud fra de generelle retskrivningsregler.

Det er svært at opstille entydige retningslinjer, og i mange tilfælde kan man ikke beslutte sig for, om den ene skrivemåde er bedre end den anden. Det vigtigste, når man skriver en punktopstilling, er derfor, at man bruger sin sunde fornuft, og at man er konsekvent i de valg, man træffer.

I denne artikler tager vi livtag med punktopstillinger. Hvad er regler? Og hvad er gode anbefalinger?

Artiklen er opdelt i to:

1. Punktopstillingens pixi

2. Punktopstillingens regelsæt 

Punktopstillingens regelsæt udgør fundamentet for pixi-udgaven.

Punktopstillingens pixi

– Den hurtige guide til korrekte punktopstillinger

 

1. Om det, der står før punkterne i punktopstillingen

Hvis punktopstillingen har en decideret overskrift, bør man ikke sætte et punktum eller kolon efter overskriften.

 

Fokuspunkter

  • Tegnsætning
  • Store og smĂĄ bogstaver
  • Syntaks

 

Efter en hovedsætning sætter man normalt et kolon.

 

Der var mange ĂĄrsager til romerrigets kollaps:

  • Indre svækkelse
  • Barbariske stammers folkevandringer
  • Kristendommens udbredelse

 

Hvis hovedsætningen er udformet som et direkte spørgsmål, skal der følge et spørgsmålstegn efter.

 

Hvad var ĂĄrsagerne til romerrigets kollaps?

  • Indre svækkelse
  • Barbariske stammers folkevandringer
  • Kristendommens udbredelse

 

I enkelte tilfælde er det rimeligt at sætte et punktum efter en hovedsætning, som står før punktopstillingen – når de enkelte punkter i punktopstillingen også er udformet som hovedsætninger og har en vis grad af ”selvstændighed”, dvs. at de kan betragtes som selvstændige sætninger, der kan afgrænses fra den indledende sætning.

 

Der var mange årsager til romerrigets kollaps, og alle forsøg på at finde en enkelt forklaring er slået fejl.

  • Riget var plaget af indre politisk svækkelse og social uro.
  • Barbariske stammer fra de nordeuropæiske egne udgjorde en konstant trussel mod de romerske grænser.
  • Kristendommens udbredelse havde opløst den romerske stats og det romerske samfunds traditionelle fundament.

  

Efter en ufuldstændig indledende sætning sætter man normalt ikke kolon (eller noget andet tegn).

 

Mange mennesker

  • har urealistiske forventninger
  • mangler situationsfornemmelse
  • overvurderer sig selv
Peter sagde, at han

  • elskede fodbold
  • følte afsky for hĂĄndbold
  • var ligeglad med basketball

 

Man kan dog godt bruge kolon i sådanne tilfælde.

 

Mange mennesker:

  • har urealistiske forventninger
  • mangler situationsfornemmelse
  • overvurderer sig selv
Han sagde, at han:

  • elskede fodbold
  • følte afsky for hĂĄndbold
  • var ligeglad med basketball

 

2. Om det, der angĂĄr punkterne i punktopstillingen

Man sætter normalt ikke komma mellem de enkelte punkter i en punktopstilling.

 

Fordele ved et medlemskab er mange:

  • Rabatter
  • Særlige medlemstilbud
  • Adgang til onlinebookingsystem

 

Man skriver ikke ’og’ mellem det næstsidste og det sidste punkt.

 

I en hĂĄndboldkamp er det vigtigt at

  • bevare overblikket
  • holde nerverne i ro og
  • dyrke holdĂĄnden

 

Det er ikke nødvendigt at sætte et punktum mellem de enkelte punkter.

 

Fokuspunkter

  • Tegnsætning
  • Store og smĂĄ bogstaver
  • Syntaks og kongruens
Dagens vejrudsigt

  • Storm i Vestjylland
  • Regn pĂĄ det meste af Fyn
  • Overskyet i København
Frugt og grønt i supermarkedet

  • Æblerne er grønne
  • Bananerne sælges enkeltvis
  • Vindruerne kommer fra Spanien

 

Hvis punkterne består af hovedsætninger, kan man dog sætte et slutpunktum efter hvert punkt.

 

Salg af frugter

·      Æblerne er økologiske.

·      Bananerne sælges enkeltvis.

·      Vindruerne kommer fra Spanien.

 

Spørgsmålstegn og udråbstegn bruges i overensstemmelse med de almindelige retskrivningsregler.

 

Han var i tvivl om flere ting:

  • Hvem havde skrevet dagsordenen?
  • Hvor mange deltog i mødet?
  • Hvor længe skulle mødet vare?
Succeskriterier

  • Vær modig!
  • Tænk ikke pĂĄ nederlag!
  • Flyd ikke med strømmen!

 

Hvis en punktopstilling fuldfører en sætning eller et afsnit, kan man sætte et punktum efter det sidste punkt.

 

De tre litterære hovedgenrer er

  • epik
  • lyrik
  • drama.

Hver hovedgenre kan igen underinddeles …

 

Man kan også sagtens lade være med at sætte dette slutpunktum.

 

De tre litterære hovedgenrer er

  • epik
  • lyrik
  • drama

Hver hovedgenre kan igen underinddeles …

 

3. Om det, der angĂĄr en indlejeret punktopstilling

Hvis punktopstillingen er ”indlejret” i en sætning, således at den sætning, der indleder punktopstillingen, først færdiggøres efter punktopstillingen, bør man ikke sætte et slutpunktum efter det sidste punkt.

 

Hvis ikke man er

  • ĂĄrvĂĄgen i trafikken
  • opmærksom pĂĄ sine medbilister
  • opsat pĂĄ at følge færdselsreglerne

kan det gĂĄ grueligt galt.

 

Når punkterne som her indgår som opremsende elementer i en omkransende helsætning, "Hvis ikke man er ... kan det gå grueligt galt", ville det selvsagt se meget forkert ud med et punktum efter sidste punkt.

 

4. Om det, der angĂĄr brugen af store og smĂĄ bogstaver i en punktopstilling

Det er som udgangspunkt valgfrit, om man vil skrive det første ord i de enkelte punkter i en punktopstilling med stort begyndelsesbogstav eller lille begyndelsesbogstav.

 

Følgende ting skal man være opmærksom på:

  • Tegnsætning
  • Store og smĂĄ bogstaver
  • Syntaks
Følgende ting skal man være opmærksom på:

  • tegnsætning
  • store og smĂĄ bogstaver
  • syntaks

 

Proprier og forkortelser, som normalt skrives med stort, skal ogsĂĄ skrives med stort i en punktopstilling.

 

  • Melbourne er en by i Australien.
  • Auckland er New Zealands hovedstad.
  • Hong Kong er en af verdens tættest befolkede byer.
  • EU’s budget
  • H2O’s bestanddele
  • DSB’s medarbejdere

 

Brug også stort begyndelsesbogstav, når hvert punkt i en punktopstilling slutter med et såkaldt stort tegn (punktum, udråbstegn eller spørgsmålstegn).

 

Spørgsmål til præsten

  • Hvem har skrevet Biblen?
  • Hvorfor skal man studere kristendommen?
  • Hvad er formĂĄlet med nadveren?
Præferencer

  • Mange spiser honning.
  • Nogle enkelte spiser kaviar.
  • Ingen spiser kĂĄl.

 

Hvis man ikke sætter et stort tegn efter en hovedsætning, kan man også vælge at bruge lille begyndelsesbogstav.

 

Præferencer

  • mange spiser honning
  • nogle enkelte spiser kaviar
  • ingen spiser kĂĄl

 

Bruger man et tal eller et bogstav som grafisk punktmarkør, er der ikke nogen regel, der siger, at man samtidig skal bruge stort begyndelsesbogstav. Her gælder reglen om valgfrihed stadigvæk.

 

Dagsorden

1)    tværfagligt samarbejde

2)    strategisk planlægning

3)    arbejdsmiljø

Dagsorden

1)    Tværfagligt samarbejde

2)    Strategisk planlægning

3)    Arbejdsmiljø

 

Man plejer at bruge lille begyndelsesbogstav, når punktopstillingen er en uundværlig del af den sætning, der indleder punktopstillingen.

 

I en hĂĄndboldkamp er det vigtigt at

  • bevare overblikket
  • holde nerverne i ro
  • dyrke holdĂĄnden

 

Men man kan altsĂĄ godt bruge stort begyndelsesbogstav i sĂĄdanne punktopstillinger (der findes ingen regel, som overtrumfer reglen om valgfrihed her, og der kan ikke gives nogen tvingende grund til, at det er forkert).

 

I en hĂĄndboldkamp er det vigtigt at

  • Bevare overblikket
  • Holde nerverne i ro
  • Dyrke holdĂĄnden

 

De fleste sprogbrugere vil nok mene, at stort begyndelsesbogstav ser forkert ud i punktopstillingen her.  Derfor er lille begyndelsesbogstav at foretrække.

Punktopstillingens regelsæt

– Den lange argumentation med baggrund i retskrivningsreglerne

 

I det følgende gives en systematisk argumentation for forskellige måder at bruge og opstille punktopstilinger på. Argumentationen bygger på retskrivningsreglerne, og der, hvor der ikke har dækning i retskrivningsreglerne, giver vi en anbefaling, ud fra hvad der er mest logisk – retskrivningsreglerne in mente.

Men det er svært at opstille entydige retningslinjer, fordi Dansk Sprognævns interesse for punktopstillinger er til at overse. Det vigtigste, når man skriver en punktopstilling, er derfor, at man bruger sin sunde fornuft, og at man er konsekvent i de valg, man træffer.

 

1. Tegnsætning

1.1 Inden punktopstillingen

1.1.1 Overskrift

Hvis punktopstillingen har en decideret overskrift, bør man ikke sætte et punktum eller kolon efter overskriften (man sætter normalt ikke punktum eller kolon efter overskrifter, jf. § 41, stk. 2, i retskrivningsreglerne).

 

Fokuspunkter

  • Tegnsætning
  • Store og smĂĄ bogstaver
  • Syntaks

 

I visse tilfælde kan man dog sætte et udråbstegn efter overskriften.

 

Vigtigt!

  • Du skal selv medbringe en printer
  • Din computer skal være opdateret
  • Du mĂĄ ikke forlade lokalet

 

Se nedenfor om brugen af spørgsmålstegn.

 

1.1.2 Hovedsætning

Hvis sætningen, der står før punktopstillingen, er en hovedsætning – dvs. en sætning, som kan stå alene, og som ikke er led i en anden sætning – og denne hovedsætning ikke videreføres i selve punktopstillingen, plejer man normalt at sætte et kolon efter den (jf. retskrivningsreglernes § 52, stk. 2).

 

Der var mange ĂĄrsager til Romerrigets kollaps:

  • Indre svækkelse
  • Barbariske stammers folkevandringer
  • Kristendommens udbredelse

 

Hvis hovedsætningen før punktopstillingen er udformet som et direkte spørgsmål, skal der følge et spørgsmålstegn efter (jf. retskrivningsordbogens § 53, stk. 1).

 

Hvad var ĂĄrsagerne til romerrigets kollaps?

  • Indre svækkelse
  • Barbariske stammers folkevandringer
  • Kristendommens udbredelse

 

Generelt kan det ikke anbefales, at man sætter et punktum efter den sætning, som står før punktopstillingen. Punktum bruger man til at afgrænse selvstændige sætninger/sætningsdele, og en punktopstilling hænger ofte nøje sammen med den sætning, som indleder eller introducerer den. Derfor er kolonet bedre, fordi kolonet ”peger fremad” og indikerer den tætte forbindelse mellem den indledende sætning og selve punktopstillingen (jf. retskrivningsreglernes § 52, stk. 2 og 3).

I enkelte tilfælde kan man dog med rimelighed sætte et punktum efter den sætning, som står før punktopstillingen – først og fremmest, hvis de enkelte punkter i punktopstillingen er udformet som hovedsætninger og har en vis grad af ”selvstændighed”, dvs. at de kan betragtes som selvstændige sætninger, der kan afgrænses fra den indledende sætning.

 

Der var mange årsager til romerrigets kollaps, og alle forsøg på at finde en enkelt forklaring er slået fejl.

  • Riget var plaget af indre politisk svækkelse og social uro.
  • Barbariske stammer fra de nordeuropæiske egne udgjorde en konstant trussel mod de romerske grænser.
  • Kristendommens udbredelse havde opløst den romerske stats og det romerske samfunds traditionelle fundament.

 

I sådanne tilfælde vil det dog ofte være bedre at droppe punktopstillingsformen og skrive sætningerne som en sammenhængende tekst.

 

Der var mange årsager til romerrigets kollaps, og alle forsøg på at finde en enkelt forklaring er slået fejl. Riget var plaget af indre politisk svækkelse og social uro, barbariske stammer fra de nordeuropæiske egne udgjorde en konstant trussel mod de romerske grænser, og kristendommens udbredelse havde opløst den romerske stats og det romerske samfunds traditionelle fundament.

 

1.1.3 Ufuldstændig sætning

Hvis sætningen, der indleder eller introducerer punktopstillingen, er en ufuldstændig sætning, dvs. en hovedsætning eller en bisætning, som ikke gøres færdig, men som fortsættes i punkopstillingen, sætter man normalt ikke kolon (eller noget andet tegn) efter den.

 

Mange mennesker

  • har urealistiske forventninger
  • mangler situationsfornemmelse
  • overvurderer sig selv
Peter sagde, at han

  • elskede fodbold
  • følte afsky for hĂĄndbold
  • var ligeglad med basketball

 

Dette skyldes, at kolon normalt kun bruges i fire sammenhænge (jf. § 52):

  • foran ordret gengivelse af tale, tanker osv.
  • foran forklaringer, eksemplificeringer eller specificeringer af et foregĂĄende ord eller udtryk
  • i betydningen ’nemlig’
  • mellem forfatternavn og et værk

Ikke desto mindre ser man ofte, at skribenter sætter et kolon efter en sådan ufuldstændig sætning, som færdiggøres i selve punktopstillingen.

 

Mange mennesker:

  • har urealistiske forventninger
  • mangler situationsfornemmelse
  • overvurderer sig selv
Han sagde, at han:

  • elskede fodbold
  • følte afsky for hĂĄndbold
  • var ligeglad med basketball

 

Strengt taget er denne brug af kolon ikke i overensstemmelse med retskrivningsreglerne.

Det fremgår af eksemplet med Peter, at Peters forhold til diverse sportsgrene ikke er en gengivelse af direkte tale, tanker el.lign., og at hans forhold til diverse sportsgrene ikke forklarer, eksemplificerer eller specificerer noget, som står tidligere i sætningen – de tre punkter færdiggør derimod sætningen, og uden dem er sætningen meningsløs. Kolonet optræder heller ikke i betydningen ’nemlig’, og der er selvfølgelig ikke tale om en forfatter og hans værk.

At man alligevel vælger at sætte et kolon i sådanne situationer, skyldes nok, at man betragter punktopstillingen som noget afgørende nyt i forhold til den almindelige fortløbende tekst, et brud på den sædvanlige fremstilling, hvor sætninger afløser hinanden uden variation. Det er selvfølgelig rigtigt, men i dette tilfælde er der udelukkende tale om et grafisk brud: Man splitter en sætning op i flere bestanddele og lader disse bestanddele stå på hver sin linje. Indholdsmæssigt er der dog intet brud; tværtimod er det, der står før punktopstillingen, kun forståeligt i kraft af det, som står i de enkelte punkter i punktopstillingen.

Er det grafiske brud så tilstrækkeligt til at retfærdiggøre brugen af kolon efter ufuldstændige indledende sætninger?

Hvis man ser på den faktiske sprogbrug, hvordan punktopstillinger skrives i praksis, må man nok svare ’ja’. Lægger man derimod vægt på den indholdsmæssige kontinuitet og retskrivningsreglerne for brugen af kolon, virker det mest rimeligt ikke at sætte kolon efter en ufuldstændig indledende sætning.

 

1.2 I punktopstillingen 

1.2.1 Generelt

Det er ofte vanskeligt at finde ud af, om man skal sætte tegn mellem de enkelte punkter i en punktopstilling. Gælder de normale retskrivningsregler også for punkterne i en punktopstilling, eller er punktopstillinger omfattede af andre regler?

Der kan ikke gives et entydigt svar på dette spørgsmål, men generelt er det fornuftigt at følge det råd, som Politikens Håndbog i Nudansk giver:

”Der er normalt ikke grund til at sætte tegn mellem de enkelte punkter i en punktopstilling. Linjeskiftet og en eventuel streg eller et andet tegn foran det enkelte punkt giver i de fleste tilfælde en tilstrækkelig tydelig adskillelse mellem punkterne.”

Problemet består så i at bestemme, hvornår der er grund til at sætte tegn mellem punkterne. Her kan man ikke opstille nogen egentlige regler, højst give et par retningslinjer, som det kan være fornuftigt at følge.

 

1.2.2 Komma

Blandt sprogbrugere er der stort set enighed om, at man ikke sætter komma mellem de enkelte punkter i en punktopstilling. Og det virker fornuftigt, eftersom linjebruddet (og en eventuel grafisk punktmarkør) overflødiggør kommaerne – kommaet er nemlig et tegn, der bruges til at adskille sætningsdele, og de enkelte punkter i en punktopstilling er tilstrækkeligt adskilte qua linjebruddet og den grafiske punktmarkør.

 

Forkert

Fordele ved et medlemskab er mange:

  • rabatter,
  • særlige medlemstilbud,
  • adgang til onlinebookingsystem.
Korrekt

Fordele ved et medlemskab er mange:

  • rabatter
  • særlige medlemstilbud
  • adgang til onlinebookingsystem

 

Af samme grund er det heller ikke nødvendigt at skrive ’og’ mellem det næstsidste punkt og det sidste punkt i en punktopstilling.

 

Forkert

Fordele ved et medlemskab er mange:

  • rabatter
  • særlige medlemstilbud og
  • adgang til onlinebookingsystem
Korrekt

Fordele ved et medlemskab er mange:

  • rabatter
  • særlige medlemstilbud
  • adgang til onlinebookingsystem

 

1.2.3 Punktum

Ligesom komma er punktum et tegn, der adskiller sætninger/sætningsdele, og derfor er der umiddelbart ingen grund til at sætte punktum mellem de enkelte punkter i en punktopstilling. I retskrivningsordbogens § 41, stk. 2, finder vi også følgende passus:

”Der sættes normalt ikke punktum efter sætninger, forkortede sætninger eller ord, som står alene i en linje, idet linjebruddet fungerer som tegn.”

Nøgleordet her er ”normalt”. Det vil altså sige, at der er undtagelser fra reglen. Hvilke undtagelser drejer det sig om?

Det giver retskrivningsreglerne desværre ikke et svar på. De nævner blot fem konkrete eksempler, for hvilke reglen finder anvendelse: overskrifter, adresser, datoangivelser, indledningshilsner og slutformler.

Som man vil se, er punktopstillinger ikke nævnt her, og derfor kan man ikke udelukke, at de er undtagne fra reglen. Men man kan omvendt heller ikke fastslå, at de er undtagne fra reglen, og det er det afgørende.

Så længe de ikke er det, kan reglen sagtens finde anvendelse for punktopstillinger, for som vi netop har slået fast, giver linjebruddet og en eventuel grafisk punktmarkør i langt de fleste tilfælde en tilstrækkelig adskillelse af punkterne, og dermed fungerer linjebruddet og punktmarkøren jo som tegn.

Det er altså ikke nødvendigt at sætte punktum mellem hvert punkt i punktopstillinger, hvor punkterne udgøres af ét ord/flere ord.

 

Forkert

FOKUSPUNKTER

  • Tegnsætning.
  • Store og smĂĄ bogstaver.
  • Syntaks og kongruens.
Korrekt

FOKUSPUNKTER

  • Tegnsætning
  • Store og smĂĄ bogstaver
  • Syntaks og kongruens

 

Det er heller ikke nødvendigt at sætte punktum mellem hvert punkt i punktopstillinger, hvor punkterne består af ufuldstændige sætninger.

 

Forkert

Dagens vejrudsigt

  • Storm i Vestjylland.
  • Regn pĂĄ de meste af Fyn.
  • Overskyet i København.
Korrekt

Dagens vejrudsigt

  • Storm i Vestjylland
  • Regn pĂĄ det meste af Fyn
  • Overskyet i København

 

Og det er altså heller ikke nødvendigt at sætte punktum, selv om punkterne består af hovedsætninger.

 

  • Æblerne er grønne
  • Bananerne sælges enkeltvis
  • Vindruerne kommer fra Spanien

 

Der er imidlertid mange skribenter, som er af den overbevisning, at man skal sætte et punktum efter et punkt, når det består af en hovedsætning.

Dette er, som vi har demonstreret foroven, ikke korrekt. Man kan – ligesom forfatterne til Politikens Håndbog i Nudansk – mene, at det er rimeligt at gøre det, og begrundelsen må så være, at et punkt, som er udformet som en hovedsætning, udgør en selvstændig syntaktisk enhed, som er så markant, at linjebruddet og den grafiske punktmarkør ikke leverer en tilstrækkelig adskillelse af punkterne. Er dette synspunkt berettiget?

For synspunktet taler, at de enkelte punkter i en punktopstilling normalt ikke skal udformes som selvstændige sætninger – det er ikke ”meningen”, at punkterne skal være så vidtløftige, og slet ikke, at hvert punkt skal kunne fungere som en selvstændig sætning. Når man således går ud over punkternes normale ”beføjelser” og begynder at gøre dem til selvstændige udsagn, virker det altså rimeligt at følge de generelle retskrivningsregler og bruge normalt slutpunktum.

Imod synspunktet taler § 41, stk. 2, i retskrivningsordbogen, og det forhold, at kommaer betragtes som overflødige adskillelsestegn i punktopstillinger pga. linjebruddene og de grafiske punktmarkører. Hvorfor skulle det samme ikke være tilfældet for punktummer – uanset om der er tale om punkter, der består af et enkelt ord, eller punkter, som udelukkende består af hovedsætninger? Et punkts konkrete sproglige udformning har efter § 4, stk. 2, ingen indflydelse på, om slutpunktummet skal sættes eller ej.

Desuden kan man også påpege, at slutpunktummet ikke er det eneste tegn, man kan bruge til at adskille hovedsætninger i almindelig fortløbende tekst.

Det er f.eks. fuldt legalt at bruge komma i stedet for punktum og skrive ’æblerne er grønne, bananerne sælges enkeltvis, (og) vindruerne kommer fra Spanien.’ Hvis jeg vil skrive denne sætning om til en punktopstilling, sløjfer jeg jo bare kommaerne, eftersom vi har slået fast, at de er overflødige – men af den grund skal jeg ikke tilføje punktummer efter hver hovedsætning, for punktummerne var slet ikke en del af den oprindelige sætning – de er sagen uvedkommende. Derfor kan jeg uden problemer skrive

 

  • Æblerne er grønne
  • Bananerne sælges enkeltvis
  • Vindruerne kommer fra Spanien

 

Anderledes forholder det sig, hvis et eller flere punkter i en punktopstilling består af mere end én hovedsætning.

 

  • Æblerne er grønne.
  • Bananerne sælges enkeltvis. Vindruerne sælges dog kun i klaser.
  • Næsten alle frugterne kommer fra Spanien.

 

Her bruger man punktum til at adskille de to hovedsætninger i punkt 2, og derfor er man stort set tvunget til også at sætte et slutpunktum efter punktet, dvs. efter hovedsætningen ”vindruer sælges dog kun i klaser” – ellers virker tegnsætningen inkonsekvent. Dette fører til, at man for konsistensens skyld sætter slutpunktum efter alle punkter.

Det ville se unaturligt ud at skrive f.eks.

 

  • Æblerne er grønne
  • Bananerne sælges enkeltvis. Vindruerne sælges dog kun i klaser
  • Næsten alle frugterne kommer fra Spanien

eller

  • Æblerne er grønne
  • Bananerne sælges enkeltvis. Vindruerne sælges dog kun i klaser.
  • Næsten alle frugterne kommer fra Spanien.

 

1.2.4 Spørgsmålstegn

Hvis de enkelte punkter i en punktopstilling er udformet som direkte spørgsmål, bør man sætte et spørgsmålstegn efter hvert punkt (jf. retskrivningsreglernes § 53, stk. 1). Her kan linjebruddet og en grafisk punktmarkør ikke erstatte spørgsmålstegnet, for spørgsmålstegnet er ikke et tegn, som adskiller forskellige sætningsdele ligesom komma eller punktum. Det angiver derimod, at en sætning er tænkt som et spørgsmål.

 

Han var i tvivl om flere ting:

  • Hvem havde skrevet dagsordenen?
  • Hvor mange deltog i mødet?
  • Hvor længe skulle mødet vare?

1.2.5 UdrĂĄbstegn

Udråbstegnet er ligesom spørgsmålstegnet ikke et tegn, der adskiller sætningsdele. Det bruges til at vise, at ord eller sætninger er ment som udråb, ordrer, opfordringer, ønsker el.lign. (§ 54, stk. 1). Derfor kan et udråbstegn heller ikke erstattes af et linjebrud og en grafisk punktmarkør.

 

Succeskriterier

  • Vær modig!
  • Tænk ikke pĂĄ nederlag!
  • Flyd ikke med strømmen!

 

1.3 Efter punktopstillingen

1.3.1 Afsluttende punktopstilling

Når punktopstillingen fuldfører en sætning eller et afsnit, og man tager hul på en ny sætning eller et nyt afsnit efter punktopstillingen, kan man vælge at sætte et slutpunktum efter det sidste punkt.

 

De tre litterære hovedgenrer er

  • epik
  • lyrik
  • drama.

Hver hovedgenre kan igen underinddeles …

 

Det er den fremgangsmåde, som de officielle retskrivningsregler benytter, og man er således på sikker grund, hvis man gør det samme. Og det er både logisk og meningsfuldt, for i dette tilfælde afslutter punktopstillingen et afsnit eller en sætning, og så sætter man normalt slutpunktum (§ 41, stk. 1).

Men det er ikke nogen fast regel, som visse skribenter uheldigvis har forsøgt at bilde folk ind. Retskrivningsreglerne foreskriver ikke, at man skal sætte et slutpunktum efter punktopstillingens sidste punkt, og § 41, stk. 2, giver – hvis man anvender den på punktopstillinger, som der er al mulig grund til at gøre – utvetydigt en anden mulighed.

Det er altså helt legalt ikke at sætte slutpunktum efter det sidste punkt.

 

De tre litterære hovedgenrer er

  • epik
  • lyrik
  • drama

Hver hovedgenre kan igen underinddeles …

 

På internettet florerer der en underlig regel om, at man ikke må sætte slutpunktum i en punktopstilling, der fungerer som 1) indholdsfortegnelse, 2) tabel, 3) regnskab eller 4) madopskrift. Hvor denne ”regel” har sin oprindelse, er uvist, men det mest sandsynlige bud er Politikens Håndbog i Nudansk (som i øvrigt ikke opstiller nogen regler, blot anbefalinger eller retningslinjer).

Denne ”regel” begrunder sig udelukkende på sædvane. Man plejer ikke at sætte slutpunktum i f.eks. indholdsfortegnelser og regnskaber. Og som altid er det fornuftigt at følge sædvanen, når man skriver, for det er nu engang sædvanen, den faktiske sprogbrug, som danner udgangspunktet for normen, den i retskrivningsreglerne vedtagne korrekte sprogbrug.

Man skal bare være opmærksom på, at der for nuværende ikke findes nogen norm; man kan altså ikke finde en paragraf i retskrivningsordbogen, der siger: ”Du må ikke sætte slutpunktum i en punktopstilling, der fungerer som 1) indholdsfortegnelse, 2) tabel, 3) regnskab eller 4) madopskrift”.

Problemet er ikke så meget ”reglen” i sig selv, men snarere den modsatte ”regel”, som mange skribenter fremfører: at man i alle andre tilfælde skal bruge slutpunktum. Dette er fuldstændig arbitrært. Hvis jeg vil opliste ingredienserne til en frugtsalat, skal jeg ifølge denne regel skrive

 

Frugtsalaten indeholder

  • grønne æbler
  • gule bananer
  • røde vindruer

 

uden slutpunktum, fordi der er tale om en madopskrift. Hvis jeg derimod vil udtrykke en personlig præference, skal jeg bruge slutpunktum, for så er der jo ikke længere tale om en madopskrift:

 

Jeg er vild med

  • grønne æbler
  • gule bananer
  • røde vindruer.

 

Der er slet ikke nogen grund til at indføre et sådant kunstigt skel mellem to fuldstændig identiske punktopstillinger. Man kan lige så godt være konsekvent og helt lade være med at sætte slutpunktum efter det sidste punkt – når det nu alligevel er overflødigt.

 

1.3.2 Indlejret punktopstilling

Hvis punktopstillingen er ”indlejret” i en sætning, således at den sætning, der indleder punktopstillingen, først færdiggøres efter punktopstillingen, bør man ikke sætte et slutpunktum efter det sidste punkt i punktopstillingen.

 

Hvis ikke man er

  • ĂĄrvĂĄgen i trafikken
  • opmærksom pĂĄ sine medbilister
  • opsat pĂĄ at følge færdselsreglerne

kan det gĂĄ grueligt galt.

 

At sætte et punktum efter det sidste punkt i denne punktopstilling ville splitte sætningen i to på en unaturlig og sprogstridig måde.

 

Hvis ikke man er

  • ĂĄrvĂĄgen i trafikken
  • opmærksom pĂĄ sine medbilister
  • opsat pĂĄ at følge færdselsreglerne.

Kan det gĂĄ grueligt galt.

Hvis ikke man er årvågen i trafikken, opmærksom på sine medbilister og opsat på at følge færdselsreglerne. Kan det gå grueligt galt.

 

2. Store og smĂĄ bogstaver

2.1 Valgfrihed

Ifølge retskrivningsordbogens § 11, stk. 4, er det valgfrit, om man vil skrive det første ord i de enkelte punkter i en punktopstilling med stort begyndelsesbogstav eller lille begyndelsesbogstav. Man bestemmer altså selv, om man vil skrive

 

Følgende ting skal man være opmærksom på:

  • Tegnsætning
  • Store og smĂĄ bogstaver
  • Syntaks

eller

Følgende ting skal man være opmærksom på:

  • tegnsætning
  • store og smĂĄ bogstaver
  • syntaks

 

Denne valgfrihed giver ikke i sig selv problemer. Problemerne opstår, når valgfriheden karambolerer med andre retskrivningsregler, som regulerer brugen af stort og lille begyndelsesbogstav i andre sammenhænge, som ikke direkte angår punktopstillinger – men som man også bliver nødt til at forholde sig til, når man skriver en punktopstilling.

Ud fra retskrivningsreglernes §§ 11-14, som handler om brugen af store og små bogstaver i skriftlig dansk, kan man opstille et ”regelhierarki”, der gælder specifikt for punktopstillinger.

 

  1. §§ 12 og 14 
    Proprier og forkortelser, som skrives med stort, skal altid skrives med stort, også når de står som det første ord i en punktopstillings enkelte punkter.
    Overtrumfer § 11, stk. 4
  2. § 11, stk. 4
    Det er valgfrit, om man vil skrive det første ord i de enkelte punkter i en punktopstilling med stort begyndelsesbogstav eller lille begyndelsesbogstav.
    Overtrumfes af §§ 12 og 14; overtrumfer selv § 11, stk. 1-3
  3. § 11, stk. 1-3
    Regulerer brugen af stort og lille begyndelsesbogstav i tekstbegyndelse og efter de store tegn (punktum, udråbstegn, spørgsmålstegn og kolon).
    Overtrumfes af §§ 12 og 14 og § 11, stk. 4

 

Det er ikke vanskeligt at holde sig til dette ”regelhierarki”, når punkterne i en punktopstilling blot består af ét ord eller små sætningsdele. Men hvis punkterne består af én eller flere helsætninger, eller de begynder at inddrage store tegn som punktum, udråbstegn og spørgsmålstegn, er det straks vanskeligere at retfærdiggøre, at reglen om valgfrihed (nr. 2 i hierarkiet) nødvendigvis overtrumfer de gængse retskrivningsregler for brugen af stort og lille begyndelsesbogstav (nr. 3 i hierarkiet).

Ét er i hvert fald sikkert: Man risikerer at havne i en situation, hvor man ikke kan følge reglen om valgfrihed uden at bryde en anden retskrivningsregel, som regulerer brugen af stort og lille begyndelsesbogstav, eller følge en anden retskrivningsregel, som regulerer brugen af stort og lille begyndelsesbogstav, uden at bryde reglen om valgfrihed – og det er naturligvis utilfredsstillende.

I sådanne situationer må man prøve at beslutte sig for, hvad der er mest hensigtsmæssigt i den givne punktopstilling. Og det er ikke altid ligetil!

 

2.2 Stort begyndelsesbogstav

 2.2.1 Proprier og forkortelser

Proprier (egennavne) og forkortelser, som skrives med stort, skal altid skrives med stort, også når de står som det første ord i de enkelte punkter i en punktopstilling.

 

  • Melbourne er en by i Australien.
  • Auckland er New Zealands hovedstad.
  • Hong Kong er en af verdens tættest befolkede byer.
  • EU’s budget
  • H2O’s bestanddele
  • DSB’s medarbejdere

 

Dette gælder strengt taget også for tiltaleformerne ’I’ og ’De’ og særlige titulaturer som ’Hendes Majestæt’.

 

2.2.2 Ved stort tegn

Når hvert punkt i en punktopstilling slutter med et såkaldt stort tegn (punktum, udråbstegn eller spørgsmålstegn), bør man bruge stort begyndelsesbogstav i det efterfølgende punkts første ord, eftersom det første ord efter et stort tegn i hovedreglen skrives med stort begyndelsesbogstav (§ 11, stk. 1 og 2).

 

Spørgsmål til præsten

  • Hvem har skrevet Biblen?
  • Hvorfor skal man studere kristendommen?
  • Hvad er formĂĄlet med nadveren?
EksamensrĂĄd

  • Vær modig!
  • Tænk ikke pĂĄ nederlag!
  • Flyd ikke med strømmen!
Præferencer

  • Mange spiser honning.
  • Nogle enkelte spiser kaviar.
  • Ingen spiser kĂĄl.

 

Som vi har set, kan spørgsmålstegnet og udråbstegnet ikke undværes i sådanne konstruktioner, hvorimod man kan stryge slutpunktummet efter helsætninger.

Det vil sige, at man sagtens kan skrive det første ord i punkter, som består af helsætninger, med lille begyndelsesbogstav – så længe man ikke bruger slutpunktum.

 

Præferencer

  • mange spiser honning
  • nogle enkelte spiser kaviar
  • ingen spiser kĂĄl

 

Dette virker unaturligt eller decideret forkert på mange, men er i fuld overensstemmelse med de regler, vi har at rette os efter – retskrivningsordbogens § 11, stk. 4, og § 41, stk. 2.

 

2.2.3 Flere helsætninger

 Når ét eller flere punkter i en punktopstilling består af mere end én helsætning eller i forvejen indeholder et punktum eller andet stort tegn, er man stort set tvunget til at skrive det første ord i hvert punkt med stort begyndelsesbogstav.

 

Frugt i supermarkedet

  • Æblerne er grønne.
  • Bananerne sælges enkeltvis. Vindruerne sælges dog kun i klaser.
  • Næsten alle frugterne kommer fra Spanien.

 

Vigtigt for ansættelsesforholdet

  • Gensidig respekt.
  • Klart definerede arbejdsopgaver.
  • Samarbejde. BĂĄde med chefen og de nærmeste kolleger.

 

Dette skyldes igen hensynet til de almindelige retskrivningsregler, ifølge hvilke man bruger stort begyndelsesbogstav efter punktum (§ 11, stk. 1), og bestræbelsen på at være konsekvent med hensyn til brugen af små og store bogstaver i samme punktopstilling.

Det ville f.eks. være meget unaturligt at skrive

 

Frugt i supermarkedet

  • æblerne er grønne
  • bananerne sælges enkeltvis. Vindruerne sælges dog kun i klaser.
  • Næsten alle frugterne kommer fra Spanien.

 

Vigtigt for ansættelsesforholdet

  • gensidig respekt
  • klart definerede arbejdsopgaver
  • samarbejde. BĂĄde med chefen og de nærmeste kolleger.

 

2.2.4 Tal og bogstaver

Mange sprogbrugere er af den opfattelse, at man skal bruge stort begyndelsesbogstav i de enkelte punkter i en punktopstilling, hvis man benytter tal eller bogstaver som grafisk punktmarkør.

 

  1. Grønne æbler
  2. Gule bananer
  3. Røde vindruer
  1. Grønne æbler
  2. Gule bananer
  3. Røde vinduer
1)    Grønne æbler

2)    Gule bananer

3)    Røde vindruer

a)     Grønne æbler

b)    Gule bananer

c)     Røde vindruer

 

Det er imidlertid svært at se, at der er nogen tvingende grund til det.

I de tilfælde, hvor den grafiske punktmarkør bliver fulgt af et punktum, giver det måske mening at bruge et stort begyndelsesbogstav i punktets første ord, eftersom det første ord efter et punktum normalt skrives med stort begyndelsesbogstav. Følgende skrivemåder kan derfor forsvares rent retskrivningsmæssigt:

 

  1. Grønne æbler
  2. Gule bananer
  3. Røde vindruer
  1. Grønne æbler
  2. Gule bananer
  3. Røde vinduer

 

Spørgsmålet her er dog, om en grafisk punktmarkør overhovedet kan have nogen indflydelse på, hvordan et punkt skal skrives. Punktmarkøren er jo ikke en essentiel del af punktet, den er et grafisk ”hjælpemiddel”, som er med til at fortælle læseren, at der er tale om en punktopstilling; den markerer punktet grafisk, men indholdsmæssigt har den ingen betydning – hvis man valgte at bruge f.eks. en firkant i stedet for et tal eller bogstav, ville punktopstillingen ikke ændre betydning.

 

  1. Grønne æbler
  2. Gule bananer
  3. Røde vindruer
  • Grønne æbler
  • Gule bananer
  • Røde vindruer

 

Men, kan man indvende, tal eller bogstaver har skam indholdsmæssig betydning: Brugen af tal eller bogstaver indikerer nemlig, at punktopstillingen er ordnet efter vigtighed eller kronologisk rækkefølge. Der er altså forskel på at skrive

 

På dagens møde skal vi omkring følgende emner:

  • Tværfagligt samarbejde
  • Strategisk planlægning
  • Arbejdsmiljø

og

På dagens møde skal vi omkring følgende emner:

  1. Tværfagligt samarbejde
  2. Strategisk planlægning
  3. Arbejdsmiljø

 

I den første punktopstilling med bullets får vi at vide, hvilke emner vi skal diskutere på mødet, men ikke, i hvilken rækkefølge vi skal diskutere dem. I den anden punktopstilling med tal er diskussionsemnerne opstillet i rækkefølge og udgør en egentlig dagsorden: Først skal vi diskutere tværfagligt samarbejde, så strategisk planlægning og til sidst arbejdsmiljø.

Dette er korrekt, men det berører stadig ikke betydningen, det semantiske indhold af det enkelte punkt. Tværfagligt samarbejde er tværfagligt samarbejde og får ikke tilført nyt betydningsindhold, alt efter om det skrives

 

  1. Tværfagligt samarbejde

eller

  • Tværfagligt samarbejde

 

Man kan altså sagtens argumentere for, at det er fuldstændig legalt at skrive

 

Dagsorden

  1. tværfagligt samarbejde
  2. strategisk planlægning
  3. arbejdsmiljø

 

Alligevel må man sige, at hensynet til sædvanen, sprogfornemmelsen og retskrivningsordbogens § 11, stk. 1, taler for, at man bruger stort begyndelsesbogstav, når den grafiske punktmarkør er et tal eller et bogstav, som efterfølges af et punktum.

Men hvis tallet eller bogstavet, der fungerer som punktmarkør, ikke efterfølges af et punktum, er der absolut ikke noget, der tvinger en til at skrive punktets første ord med stort begyndelsesbogstav. Her kommer reglen om valgfrihed ikke i karambolage med reglen om stort begyndelsesbogstav efter punktum, og det er altså fint at skrive

 

Ingredienser til frugtsalat

1)    grønne æbler

2)    gule bananer

3)    røde vindruer

Dagsorden

1)    tværfagligt samarbejde

2)    strategisk planlægning

3)    arbejdsmiljø

 

Man kan også med ro i sindet bruge lille begyndelsesbogstav, hvis punktopstillingen fuldfører den sætning, som kommer umiddelbart inden punktopstillingen:

 

For at blive optaget i klubben skal man

1)    have kørekort

2)    være fyldt 18 år

3)    bo i København

 

2.3 Lille begyndelsesbogstav

2.3.1 Færdiggørelse af indledende sætning

De fleste sprogbrugere betragter det som en selvindlysende regel, at man skal bruge lille begyndelsesbogstav i det første ord i en punktopstillings punkter, når punktopstillingen er en uundværlig del af eller fuldender den sætning, som indleder punktopstillingen.

 

I en hĂĄndboldkamp er det vigtigt at

  • bevare overblikket
  • holde nerverne i ro
  • dyrke holdĂĄnden

 

Her vil det altså være decideret forkert at bruge stort begyndelsesbogstav i det første ord i hvert punkt, og det begrundes typisk på følgende måde:

Skulle man skrive punktopstillingen som en almindelig fortløbende sætning, ville man ikke bruge store bogstaver midt i sætningen: ’I en håndboldkamp er det vigtigt at Bevare overblikket, Holde nerverne i ro og Dyrke holdånden’. Det ville være i strid med retskrivningsreglerne for, hvordan man bruger store og små bogstaver i sætninger.

Nej, i en almindelig fortløbende sætning ville man derimod skrive ’i en håndboldkamp er det vigtigt at bevare overblikket, holde nerverne i ro og dyrke holdånden’.

Derfor er det forkert at skrive

 

I en hĂĄndboldkamp er det vigtigt at

  • Bevare overblikket
  • Holde nerverne i ro
  • Dyrke holdĂĄnden

men korrekt at skrive

I en hĂĄndboldkamp er det vigtigt at

  • bevare overblikket
  • holde nerverne i ro
  • dyrke holdĂĄnden

 

Det er imidlertid ikke svært at se, at denne måde at argumentere på er uholdbar.

I en almindelig fortløbende sætning ville man rigtignok skrive ’i en håndboldkamp er det vigtigt at bevare overblikket, holde nerverne i ro og dyrke holdånden’.

Men i en punktopstilling ville man aldrig skrive

 

I en hĂĄndboldkamp er det vigtigt at

  • bevare overblikket,
  • holde nerverne i ro og
  • dyrke holdĂĄnden

 

Vi har jo for længst slået fast, at det er unødvendigt at bruge komma og ’og’ i en punktopstilling, fordi linjebruddet og en eventuel grafisk punktmarkør giver en tilstrækkelig tydelig adskillelse af punkterne.

Dette understreger, at man ikke kan sidestille en punktopstilling og en almindelig sætning. Der gælder andre ”regler” for punktopstillinger, end der gør for almindelige sætninger, og derfor kan man ikke slutte sig til, hvordan en punktopstilling skal skrives, ud fra, hvordan man ville skrive, hvis der var tale om en almindelig sætning.

 

Almindelig sætning Punktopstilling
Ingen brug af store bogstaver midt i sætningen: ’I en håndboldkamp er det vigtigt at bevare overblikket, holde nerverne i ro og dyrke holdånden’ Retskrivningsreglernes § 11, stk. 4:

Ved punktopstillinger i regnskaber, forretningsbreve, spørgeskemaer mv. kan første ord i nyt punkt (ny linje) skrives med stort eller med lille begyndelsesbogstav.

Brug af komma og ’og’ i sætningen: ’I en håndboldkamp er det vigtigt at bevare overblikket, holde nerverne i ro og dyrke holdånden’ Der er ingen grund til at sætte komma eller skrive ’og’ efter et punkt, fordi linjeskiftet (og en eventuel grafisk punktmarkør) giver en tilstrækkelig tydelig adskillelse mellem punkterne.

 

Når vi har at gøre med en punktopstilling, som fuldender den sætning, der indleder den, står vi faktisk i den kedelige situation, at vi ikke kan give nogen logisk tvingende (= gyldig) grund til, at man ikke kan skrive

 

I en hĂĄndboldkamp er det vigtigt at

  • Bevare overblikket
  • Holde nerverne i ro
  • Dyrke holdĂĄnden

 

’Sådan ville man gøre i en almindelig sætning’-begrundelsen er, som demonstreret ovenfor, ikke gyldig, og retskrivningsreglernes § 11, stk. 4, giver valgmuligheden mellem stort og lille begyndelsesbogstav.

Ud fra de samme betragtninger er det også vanskeligt at kalde følgende punktopstilling forkert:

 

For at blive optaget i klubben skal man

  1. Have kørekort
  2. Være fyldt 18 år
  3. Bo i København

 

Alligevel kan man ikke helt slippe følelsen af, at det er unaturligt at bruge store bogstaver i sådanne punktopstillinger, hvor punktopstillingen fuldender den sætning, som indleder den. Og når man nu selv kan vælge, om man vil bruge stort eller lille begyndelsesbogstav, kan man lige så godt vælge at bruge lille begyndelsesbogstav, når det åbenlyst er i samklang med vores indre sprogfornemmelse.

På den måde undgår man også at støde folk, der insisterer på, at det kun er korrekt at bruge lille begyndelsesbogstav i sådanne punktopstillinger.

 

3. Syntaks

3.1 Parallelitet

De fleste vejledninger i, hvordan man skriver punktopstillinger, gør et stort nummer ud af at pointere, at de enkelte punkter i en punktopstilling skal være sprogligt parallelle, dvs. have samme opbygning (hvad man i sprogvidenskaben kalder syntaks).

Det er et godt råd, og det bliver også fulgt af stort set alle skribenter; det er i hvert fald meget sjældent, at man støder på en punktopstilling, der ikke gør brug af dette parallelitetsprincip, og der er følgelig ingen grund til at koge mere suppe på det.

 

3.2 Punktopstilling eller tekstafsnit?

Det er ofte et andet sted, skoen trykker.

Nogle (alt for mange) skribenter bruger nemlig punktopstillinger forkert. De sætter hele tekstafsnit – som gerne fylder min. tre linjer – ind i hvert punkt og tror dermed, at de har skabt større overskuelighed i deres tekst. Men det eneste, de har gjort, er at sætte et par ligegyldige bullets foran nogle afsnit, som overhovedet ikke adskiller sig fra dem, der kommer før ”punktopstillingen”, og dem, der følger efter.

 

Thorkild Jacobsen deler mesopotamisk religion ind i tre på hinanden følgende faser, som gradvis afløser hinanden, i takt med at de små landsbysamfund udvikler sig til bystater, riger og imperier, og mennesket støder på nye ukendte fænomener, som påkalder sig dets opmærksomhed og udsætter det for nye farer.

  • I sin første fase er mesopotamisk religion en typisk frugtbarhedsreligion, hvor de numinøse magter opfattes som naturfænomenernes iboende elan vital, der sikrer mennesket mod hungersnød, tørke, oversvømmelse, misvækst etc. (Jacobsen 1976, 20).
  • I religionens anden fase (3. ĂĄrtusinde fvt.) bliver kosmos opfattet som et statssamfund (polity) og guderne som antropomorfe konger og herskere, der varetager bystaternes, senere imperiernes, politiske stabilitet og sociale retfærdighed (ibid., 77-81).
  • I religionens tredje fase opstĂĄr der en ny type fromhed, der tager udgangspunkt i det enkelte menneskes oplevelse af at stĂĄ i et særligt intimt og personligt forhold til de numinøse magter. Mesopotamieren konceptualiserer guderne som forældre, der hjælper og vejleder sine børn, nĂĄr de er i nød, og straffer dem, hvis de overtræder de guddommeligt dekreterede love (Jacobsen 1976, 147).

Den personlige fromhed (personal religion) har ifølge Jacobsen sin oprindelse i forestillingen om en personlig gud, der vejleder og beskytter det enkelte menneske. Den personlige gud var oprindelig en personifikation af individets held, hans succes i det daglige liv, men antager på et tidspunkt selvstændig skikkelse og bliver identificeret med en gud fra det officielle panteon. Alle guder …

 

I sådan en ”punktopstilling” er alt det, som normalt giver en punktopstilling sin berettigelse, forsvundet: Den er ikke længere overskuelig, simpel eller fyndig, og den giver ikke længere teksten et ”layoutmæssigt afbræk”, hvilket hjernen ellers sætter stor pris på, når den beskæftiger sig med skriftligt materiale. Punktopstillingen er her uadskillelig fra normal brødtekst.

Denne uskik er især udbredt i meget formelle tekster: jura, embedsmandsskrivelser, akademiske opgaver osv. Det er kancellistil af værste skuffe; i tilfælde af at Dansk Sprognævn udarbejder en række officielle retskrivningsregler for punktopstillinger, bør den første regel lyde: ’Et punkt i en punktopstilling må maks. fylde én linje!”

Man bør kun bruge en punktopstilling, når det giver mening – dvs. når den rent faktisk tjener et specifikt formål og udnytter de styrker, som en velskreven punktopstilling besidder. Ellers har den absolut ingen værdi for fremstillingen.

Fire hurtige rĂĄd til skrivning af punktopstillinger

 

Sæt kolon før punkterne

I langt de fleste tilfælde vil det være bedst at sætte et kolon efter den sætning, der bygger op til de enkelte punkter. Det gælder dog ikke, hvis punktopstillingen indledes med en egentlig overskrift. Så bør man ikke sætte kolon.

UndgĂĄ tegn efter punkterne

Man bør i udgangspunktet helt undgå at sætte komma eller punktum for at afslutte et punkt. Tegn er unødvendige, al den stund de enkelte punkter i punktopstillingen er grafisk adskilte i forvejen. Man bør altså heller ikke sætte slutpunktum efter det sidste punkt i punktopstillingen.

Valgfrihed mellem store og smĂĄ bogstaver

Der findes ikke nogen regel om, at man skal starte et punkt med lille eller stort begyndelsesbogstav. I udgangspunktet vil lille begyndelsesbogstav virke bedst i de fleste tilfælde. I tilfælde, hvor punktet afsluttes med et tegn, fx punktum eller spørgsmålstegn, bør man dog indlede punktet med stort begyndelsesbogstav.

Vær konsekvent i måden at gøre det på

Dansk Sprognævn har kun i meget beskedent omfang formuleret regler, der påvirker opsætningen af punktopstillinger. Derfor kan man næsten gøre, hvad man vil. Men de fleste vil nok kunne se fornuften i, at det, man gør, gør man konsekvent. Derfor gælder anbefalingen om parallelitet, når man skriver punktopstillinger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.