Forkortelser

Forkortelser

1. Hvorfor bruger man forkortelser?

Lidt forenklet kan man sige, at vi bruger forkortelser i akademiske opgaver (bachelorprojekter, specialer og ph.d.-afhandlinger) for at undgå unødig repetition og/eller lange, snørklede og besværlige proprier, begreber, betegnelser og lignende. Dertil er nogle forkortelser blevet så konventionelle og gængse, at de nærmest har erstattet den oprindelige (fulde) frase eller ord.

DNA er et godt eksempel. De færreste ved, hvad DNA er en forkortelse af (deoxyribonucleic acid, på dansk deoxyribonukleinsyre), men alle ved, hvad DNA er! Og hvis man skriver en afhandling om cellens arvemasse, er det langt nemmere at skrive DNA 200 gange, end det er at skrive deoxyribonukleinsyre 200 gange, ligesom læseren sikkert vil sætte pris på ikke at skulle kæmpe sig igennem ordet deoxyribonukleinsyre på hver femte linje.

Det er imidlertid vigtigt at påpege, at forkortelser ikke pr. automatik gør en tekst mere læsevenlig og flydende. Tværtimod kan for mange forkortelser (og ikke mindst overdreven brug af dem) gøre teksten uoverskuelig og indforstået, især hvis læseren ikke er fortrolig med dem.

Sætningen ”ANT, RCT og SI er sociologiske teorier, som enhver bør have kendskab til” vil med stor sandsynlighed forvirre læseren, også selv om forkortelserne er blevet introduceret og defineret tidligere i teksten. Det er nemlig ikke sikkert, at læseren kan huske, hvad ANT, RCT og SI betegner. Sætningen ”Aktør-netværks-teori, rationel choice-teori og symbolsk interaktionisme er sociologiske teorier, som enhver bør have kendskab til” er derimod utvetydig og nem at forstå. Den forudsætter ikke, at læseren kan huske forkortelser, der er blevet præsenteret 10 sider forinden.

Derfor skal forkortelser bruges sparsomt – og med omtanke. Hvis en forkortelse ikke gavner tekstens sproglige flow og ikke hjælper læseren, bør man overveje, om man overhovedet skal bruge den.

 

2. Hvordan bruger man forkortelser?

Der er tre simple retningslinjer for, hvordan man bruger forkortelser i en tekst:

  • Forkortelser skal introduceres/defineres
  • Forkortelser skal anvendes mindst tre gange
  • Forkortelser skal bruges konsekvent

2.1 Forkortelser skal introduceres/defineres

Hovedreglen er, at alle forkortelser, der optræder i en tekst, skal introduceres/defineres, inden de tages i brug. Hvis man fx gerne vil forkorte ”aktør-netværks-teori” med ANT, kan man ikke bare begynde at anvende forkortelsen, når man føler for det, og så antage, at læseren nok selv kan regne ud, hvad ANT betegner. Man er nødt til eksplicit at angive, hvad forkortelsen står for, så læseren ikke kan komme i tvivl.

Når man skal introducere/definere forkortelsen, skriver man den i en parentes efter det ord, begreb, frase, proprium osv., man ønsker at forkorte, fx ”en af teoretikerne bag aktør-netværks-teori (ANT) er Bruno Latour”. Forkortelsen introduceres/defineres, første gang man nævner den fulde betegnelse – medmindre den fulde betegnelse første gang optræder i en overskrift. Hvis det er tilfældet, introducerer/definerer man forkortelsen, første gang den fulde betegnelse optræder i teksten. Man bruger kun forkortelser i overskrifter, hvis de allerede er blevet introduceret/defineret i teksten.

Hvis den fulde betegnelse optræder i en parentes, sættes forkortelsen i kantede parenteser: ”(også kaldet aktør-netværks-teori [ANT])”. Og hvis forkortelsen ledsages af en kildehenvisning, adskilles forkortelsen og henvisningen af et semikolon: ”også kaldet aktør-netværks-teori (ANT; Latour 1998).

De principper, som er beskrevet her, gælder også, hvis forkortelsen optræder i en henvisning. Hvis der er tale om en narrativ citation, skrives forkortelsen i parentesen inden årstallet: ”The American Psychological Association (APA, 2017) angiver, at …” Hvis ’The American Psychological Association’ første gang optræder i en parentetisk citation, skrives forkortelsen i kantede parenteser inden årstallet: ”(American Psychological Association [APA], 2017)”.

Der er to undtagelser til denne regel.

  1. Forkortelser, som optræder i retskrivningsordbogen og Dansk Sprognævns publikation Rigtigt kort (2004), skal ikke introduceres/defineres. Som skribent må man antage, at læseren ved, at km betyder kilometer, og at no. betyder norsk. Der er naturligvis grænsetilfælde. NGO optræder i retskrivningsordbogen, men det er måske ikke alle, der ved, at det står for ’non-governmental organization’. Her må man som skribent selv vurdere, om man vil nøjes med at bruge forkortelsen uden at introducere/definere den og dermed risikere at forvirre enkelte læsere, eller om man vil introducere/definere forkortelsen og risikere at irritere de læsere, der ved, hvad den betegner.
  2. Forkortelser, der er blevet mere gængse end det, de betegner, skal ikke introduceres. NATO står for North Atlantic Treaty Organization, men ingen bruger den fulde betegnelse, og derfor kan man sagtens bruge forkortelsen NATO i sin tekst uden at definere/introducere den.

2.2 Forkortelser skal anvendes mindst tre gange

Det er svært at angive, hvor meget man skal bruge en forkortelse, når man først har introduceret/defineret den. APA mener, at en forkortelse skal bruges min. tre gange. Det er en udmærket tommelfingerregel, selv om antallet naturligvis er lidt arbitrært. Pointen er, at man skal bruge forkortelsen nok til, at det kan betale sig at introducere/definere den og samtidig ulejlige læseren med den.

Omvendt er det også vigtigt, at man ikke overdriver bruger af forkortelser, og at man ikke klumper for mange forkortelser sammen på lidt plads, jf. eksemplet med ANT, RCT og SI ovenfor. Forkortelserne skal hjælpe læseren og gavne fremstillingen, ikke fungere som stopklodser.

 

2.3 Forkortelser skal bruges konsekvent

Når man først har introduceret/defineret en forkortelse, bruger man forkortelsen og kun forkortelsen i den efterfølgende tekst. Man skal ikke veksle mellem at bruge forkortelsen og den fulde betegnelse. Det skaber unødig forvirring hos læseren, og det bryder fremstillingens orden og stringens. Forkorter man ”aktør-netværks-teori” med ANT på side 3, skriver man ikke ”aktør-netværks-teori” på side 27 for så at vende tilbage til forkortelsen på side 31. Forkortelsen er ikke et supplement til den fulde betegnelse; den er en erstatning af den fulde betegnelse, og den skal bruges som en fuldgyldig erstatning.

Af samme årsag er det vigtigt, at man introducerer forkortelsen, første gang den fulde betegnelse optræder i teksten. Det går ikke at skrive ”aktør-netværks-teori” på side 4, 5, 7 og 9, introducere/definere forkortelsen på side 10 og så skrive ”ANT” på side 12 og 14. Det er inkonsekvent og forvirrende. Hvis ikke der er orden og logik i brugen af forkortelser, risikerer man at forvirre og irritere læseren – og det er selvsagt ikke hensigtsmæssigt.

Link til Rigtigt kort (2004): https://dsn.dk/wp-content/uploads/2021/01/Rigtigt-kort-indskannet.pdf

 

3. Hyppigt anvendte forkortelser?

I oversigten herunder har vi samlet det mest almindeligt brugte forkortelser i det danske sprog. I kolonnen til venstre står ordet, der forkortes, og til højre den korrekte forkortelse for ordet.

 

Forkortelse for Forkortelsen
adjektiv adj.
administration/administrerende adm.
adresse adr.
adverbium adv.
advokat adv.
afgang afg.
afdeling afd.
afsender afs.
akkusativ akk.
aktieselskab a/s
almindelig alm.
blandt andet – blandt andre bl.a.
direktør dir.
eksklusive ekskl.
for eksempel f.eks. eller fx
i almindelighed i alm.
i forhold til ift. eller i forh. til
ifølge if.
inklusive inkl.
måned md.
vedrørende vedr.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.