Stedord

Fire råd om brugen af stedord

Et stedord er et ord, der – som navnet antyder – står i stedet for noget andet, som ordet refererer til.

Dette andet vil typisk være ting, personer eller forhold, der tidligere er nævnt i teksten, fx "Forskeren siger, at jorden er flad. Hvordan begrunder han det?", hvor stedordet han refererer tilbage til (står i stedet for) Peter, og stedordet det refererer til udsagnet: Forskeren siger, at jorden er flad.

For langt de fleste er brugen af stedord ganske naturlig og uproblematisk. Men i visse situationer kan man komme i tvivl om, hvilket stedord man skal bruge. Det gælder ikke mindst i akademiske opgaver som specialer og afhandlinger, hvor sproglig præcision er afgørende. Og den seneste tids opmærksomhed på identitet og køn medfører også nogle overvejelser omkring brugen af stedord, særligt de kønsspecifikke stedord som han og hun.

I denne artikel beskriver vi fire "problemfelter" og kommer med anbefalinger til, hvordan man som skribent skal håndtere dem.

 

1) Generisk maskulinum og hankønsproblematikken

På dansk har man et fænomen, vi kan kalde generisk maskulinum. Det vil sige, at vi bruger det personlige stedord han om generiske, ikke nærmere specificerede personer, der optræder i en sætning, fx

  • Bogen griber læseren, så han har svært ved at slippe den.
  • Politikeren forsøger at overbevise den almene dansker om, at han skal stemme ved folketingsvalget.

I ovenstående sætninger er ”læseren” og ”den almene dansker” såkaldte generiske personbetegnelser. Det vil sige, at ”læseren” i den første sætning ikke henviser til en konkret, identificerbar læser, men i stedet omfatter alle potentielle læsere, hele gruppen af læsere, selve kategorien læsere. Og på samme måde er ”den almene dansker” i den anden sætning en betegnelse, der ikke sigter på én specifik dansker, men alle danskere slet og ret. Vi kan sige, at den generiske person står som en repræsentant for en større gruppe af individer.

Generiske personbetegnelser er særegne i den forstand, at de altså implicerer eller indbefatter en flerhed, selv om de grammatisk er ental. Og eftersom vi ikke kender det biologiske/sociale køn på den generiske person (læseren eller den almene dansker), og kønnet ikke kan udledes af sætningernes kontekst, er vi nødt til at tildele den generiske person et køn – det er så (af grunde, vi sikkert kan ræsonnere os frem til) blevet maskulinum, altså hankøn.

Der er imidlertid mange, der ikke bryder sig om det generiske maskulinum og forsøger at undgå at bruge det, sandsynligvis fordi det opfattes som kønsdiskriminerende. Nogle er ligefrem begyndt at bruge generisk femininum som et slags modsvar, altså

  • Bogen griber læseren, så hun har svært ved at slippe den.
  • Politikeren forsøger at overbevise den almene dansker om, at hun skal stemme ved folketingsvalget.

Det generiske femininum er dog ikke mindre diskriminerende end det generiske maskulinum, det har erstattet, og udgør (stadig) et så markant regel- og normbrud, at det bør undgås.

Hvis man foretrækker at udtrykke sig kønsneutralt, kan formen han eller hun bruges:

  • Bogen griber læseren, så han eller hun har svært ved at slippe den.
  • Politikeren forsøger at overbevise den almene dansker om, at han eller hun skal stemme ved folketingsvalget.

En mere elegant løsning ville nok være at bruge det kønsneutrale stedord man.

  • Bogen griber læseren, så man har svært ved at slippe den.
  • Politikeren forsøger at overbevise den almene dansker om, at man skal stemme ved folketingsvalget.

Altså: Brug generisk maskulinum, hvis du vil følge den traditionelle retskrivningsnorm. Hvis ikke du bryder dig om det kønsspecifikke stedord han, kan du bruge det kønsneutrale man.

 

2) Stedordene denne, vedkommende og pågældende

En anden måde at omgå problemet med generisk maskulinum på er at bruge det demonstrative pronomen denne som personligt stedord eller substantiverne vedkommende og pågældende pronominelt:

  • Bogen griber læseren, så denne har svært ved at slippe den.
  • Bogen griber læseren, så vedkommende har svært ved at slippe den.
  • Bogen griber læseren, så den pågældende har svært ved at slippe den.

Denne, vedkommende og pågældende hører imidlertid til kancellisproget og bør kun bruges i et meget begrænset omfang, medmindre man skriver i en genre, der fordrer en meget formel sprogbrug (f.eks. jura). I stort set alle andre sproglige sammenhænge er han eller alternativt man klart at foretrække. Overdreven brug af denne, vedkommende og pågældende gør sproget stift, anstrengende og ”tungt”.

Bemærk i øvrigt, at denne ALTID henviser til det sidstnævnte proprium eller substantiv, dvs. det proprium eller substantiv, som netop er blevet nævnt. I sætningen

  • Peter mødes med Jørgen, fordi denne langt om længe har fået fri fra skole

refererer denne til Jørgen, ikke Peter. Skriver man

  • Advokaten havde glemt sin pung i bussen, fordi denne havde meget travlt

er det bussen, der har travlt, ikke advokaten!

 

3) Generiske stedord og brugen af man, vi og du

På dansk har vi adskillige stedord, der kan bruges generisk, dvs. om en ikke nærmere defineret person eller gruppe af mennesker. Det hyppigst brugte er man, men vi og du optræder også ofte med generisk referent, især i talesproget.

  • Hvis man er fyldt 18 år, kan man stemme til folketingsvalget.
  • Hvis du er fyldt 18 år, kan du stemme til folketingsvalget.
  • Når vi er fyldt 18 år, kan vi stemme til folketingsvalget.

Man er det traditionelle generiske pronomen og bruges, når man (!) skal beskrive noget, som er gyldigt for hvem som helst. ”Hvis man er fyldt 18 år, kan man stemme til folketingsvalget” betyder: Alle, der er fyldt 18 år, kan stemme til folketingsvalget.

Du har (på skrift) karakter af en direkte læserhenvendelse og bruges for det meste, når man ønsker at tale direkte til sin læser eller gøre læseren opmærksom på noget, der specifikt vedrører ham eller hende. Der er dog en tendens til, at du overtager man’s funktion eller bruges ækvivalent med man. Hvis man bruger du som ækvivalent til det traditionelle generiske pronomen man, betyder sætningen ”hvis du er fyldt 18 år, kan du stemme til folketingsvalget” altså også: Alle, der er fyldt 18 år, kan stemme til folketingsvalget.

Vi adskiller sig fra du og man ved at implicere en slags ”skæbnefællesskab” mellem forfatter og læser. I en akademisk opgave kan man skrive ”Som vi har set i det foregående, er Freud …” Her kommer det generiske vi til at omfatte skribenten og alle (potentielle såvel som faktiske, empiriske) læsere af teksten. Vi kan imidlertid også bruges uden denne fællesskabsdimension. Udsagnet ”Vi skal huske at tage hensyn til vores medmennesker” betyder stort set det samme som ”Man skal huske at tage hensyn til sine medmennesker”.

I nogle genrer, fx akademiske opgaver, er du bandlyst! Det er for personligt og ”litterært” og udgør et markant stilbrud: Det hører simpelthen ikke hjemme i sagprosa. Vi kan bruges, men typisk i mere pædagogiske metaafsnit, hvor der skal skabes sammenhæng i teksten og kommunikeres med læseren. Man er traditionelt og ikke mindst formelt og egner sig derfor godt til formelle tekster. Brugen af man skal dog ikke overdrives – akademiske opgaver bør ikke indeholde for mange generelle og uspecificerede (generiske) udsagn.

Altså: Brug man som generisk pronomen og evt. vi i metaafsnit, men sparsomt!

 

4) Stedord og gruppesubstantiver

På dansk har vi en række gruppesubstantiver eller kollektiver, fx politiet og regeringen. Disse kollektiver er rent grammatisk entalsord, fordi de betegner en helhed eller enhed (politiet er en samfundsinstans, og regeringen er et politisk organ), men alligevel er de tvetydige, fordi de på en eller anden måde har flertal ”bygget ind i sig” (politiet består af mange betjente, og regeringen består af mange ministre).

Eftersom sådanne kollektiver rent grammatisk er ental, fordrer den strenge korrekthed, at vi behandler dem som entalsord, fx

  • Politiet meddeler, at det har øget beredskabet.
  • Regeringen præsenterede sin uddannelsesreform.

Det er imidlertid ikke unormalt, at man ser flertalspronominer brugt i forbindelse med kollektiver:

  • Politiet meddeler, at de har øget beredskabet.
  • Regeringen præsenterede deres uddannelsesreform.

Problemet med ental eller flertal bliver endnu mere udtalt, når vi skal skrive om en navngiven virksomhed. Hvilket personligt stedord skal vi bruge om fx Vestas? Betragter vi Vestas som en helhed eller enhed (dvs. som et entalsord), kan vi bruge den, for Vestas er en virksomhed, og i stedet for ordet ”virksomhed” bruger vi det personlige stedord den:

  • Vestas (virksomheden) gør alt, hvad den kan, for at beholde sine medarbejdere.

Vi kan imidlertid også kalde Vestas et selskab (et selskab er en handels-, industri- eller erhvervsvirksomhed), og eftersom ”selskab” er et intetkønsord, skal vi bruge det personlige stedord det:

  • Vestas (selskabet) gør alt, hvad det kan, for at beholde sine medarbejdere.

Endelig kan vi betragte Vestas som en samling eller gruppe af enkeltindivider (som et kollektiv eller flertalsord), og så skal vi have fat i flertalspronomenet de:

  • Vestas gør alt, hvad de kan, for at beholde deres medarbejdere.

For nogle vil sætningerne med den og det lyde kunstlede og unaturlige. For andre vil brugen af flertalspronomenet de skurre, fordi de betragter en virksomhed eller et selskab som en helhed og følgelig behandler den eller det som et entalsord.

Dansk Sprognævn indtager en lidt vag midterposition i dette spørgsmål, for på den ene side anerkender det (eller de), at det korrekte er at behandle kollektiver som entalsord (dvs. at der skal være kongruens mellem substantivet og stedordet, regeringen – den, politiet – det), og på den anden side accepterer det (eller de) brugen af flertalspronomenet de i forbindelse med kollektiver, fordi denne brug er udbredt i befolkningen og ”føles mere naturlig” for mange.

I akademiske opgaver kan det generelt anbefales, at man skriver et konservativt og formelt dansk, der følger de fastsatte skriftsprogsnormer. Derfor bør man behandle kollektiver som entalsord og sørge for, at der er kongruens mellem kollektivet og stedordet/adjektivet. Det er dog ikke nogen fatal fejl at bruge ”de” i forbindelse med kollektiver; det er i hvert fald ikke noget, der vil blive set ned på.

1 tanke om “Stedord

  1. Pingback: Pronomen | Alt, du skal vide om pronominer | Opgavekorrektur

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.