Diskussion – i akademiske opgaver

At diskutere i bachelorprojekter, specialer og afhandlinger

 

SĂĄdan skriver man en diskussion

Af cand.mag. Emil Johansen

Diskussion er en uomgængelig kendsgerning, når man skriver en akademisk opgave, uanset om opgaven er et bachelorprojekt, et speciale eller en ph.d. At diskutere er næsten et krav.

Det er ikke nok at foretage en detaljeret analyse af et givet fænomen, hvis du vil overbevise underviser og censor om din faglige formåen. Først når du diskuterer fænomenet, har du for alvor mulighed for at udfolde dine akademiske kompetencer, fordi du i diskussionen kan forholde dig kritisk til og reflektere over, hvad andre forskere og teoretikere skriver, og samtidig bringe dine egne videnskabeligt funderede synspunkter i spil.

Når du skal diskutere i dit speciale, eksempelvis, kan du måske blive inspireret af følgende tretrinsraket, som beskriver en progressiv opbygning af dit diskussionsafsnit:

  • Trin 1: EtablĂ©r en diskussion
  • Trin 2: DiskutĂ©r diskussionen
  • Trin 3: Udvid diskussionen

Man kan diskutere flere ting, fx sin metodebrug eller en teori, men i denne artikel beskrives en klassisk akademisk diskussion, hvor forskellige teoretikeres positioner sættes op over for hinanden og diskuteres – en såkaldt forskningsdiskussion.

I det følgende vil vi gennemgå de tre trin og se på, hvordan de hænger sammen, og hvordan man kan bruge dem til at sammenstrikke en saglig, velfunderet og slagkraftig diskussion.

Etablér en diskussion

At etablere en diskussion er ikke vanskeligt, men det forudsætter, at du har sat dig grundigt ind i dit emne og læst en masse sekundærlitteratur. Det er altså tidskrævende – men til gengæld demonstrerer du, at du behersker dit forskningsfelt og kan forholde dig til de dominerende tendenser inden for forskningen, hvilket er altafgørende i en akademisk opgave.

Du kan f.eks. etablere en diskussion på følgende måde:

Du skal diskutere et givet emne eller begreb, som vi her kalder x. For at danne dig et overblik over, hvordan x defineres og behandles i forskningen, dykker du ned i sekundærlitteraturen. I din læsning noterer du, at en teoretiker, teoretiker a, har en bestemt forståelse af x. Senere i læsningen opdager du, at en anden teoretiker, teoretiker b, har en forståelse af x, som er i modstrid med teoretiker a’s forståelse. Endelig støder du på en tredje teoretiker, teoretiker c, som mener, at både teoretiker a og teoretiker b tager fejl, at x er en uvidenskabelig størrelse, og at man i stedet for x bør indføre emnet/begrebet y.

Du kan nu passende begynde din diskussion af x ved at sætte teoretiker a, b og c’s opfattelser op imod hinanden: Teoretiker a har denne opfattelse, teoretiker b har denne opfattelse og teoretiker c har denne opfattelse. Voila: Du har nu etableret en såkaldt forskningsdiskussion! Med forskningsdiskussionen har du vist, at der ikke er konsensus om emnet (at der med andre ord er et ægte grundlag for at diskutere), og du har lagt et videnskabeligt, forskningsbaseret fundament for din egen diskussion af x.

Der er ikke nogen ”regel” om, hvor mange forskere eller synspunkter man skal inddrage i en diskussion. I en almindelig eksamensopgave vil der næppe være plads til at diskutere mere end tre forskere, hvis du vil behandle dem fyldestgørende. Er der tale om en bacheloropgave, et speciale eller en ph.d.-afhandling stiger tallet naturligvis, fordi du har flere sider at gøre godt med. Men det er vigtigt, at du ikke mister overblikket eller begynder at inddrage en masse synspunkter, som ikke har relevans for din opgave. Diskussionen skal være skarpt afgrænset i forhold til dit specifikke emne og din problemformulering, og den skal have et klart fokus. Ellers bliver den en ligegyldig og tilfældig opremsning af uvedkommende synspunkter.

En forskningsdiskussion behøver ikke at optræde i selve diskussionsafsnittet. I nogle tilfælde vil det give mening at etablere diskussionen allerede i analyseafsnittet, hvor du forsøger at indkredse x’s betydning. Det afhænger af den konkrete opgave, og hvad der giver mening i forhold til din problemformulering og øvrige fremgangsmåde.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Diskutér diskussionen

At etablere en forskningsdiskussion er langt hen ad vejen et spørgsmål om at redegøre for andres synspunkter, og derfor begynder den egentlige diskussion også først, når du forholder dig kritisk og reflekterende til forskningsdiskussionen. Det gør du ved at stille spørgsmål til forskningslitteraturen, som du efterfølgende ”besvarer” i diskussionen, f.eks.:

  • Hvad er styrkerne og svaghederne ved teoretiker a, b og c’s argumentation?
  • Hvilke af teoretikernes argumenter er mest troværdige? Er der argumenter, der er videnskabeligt uholdbare eller ligefrem useriøse, fx de ikke er empirisk funderet?
  • Hvilke af teoretiker a, b og c’s synspunkter er mest brugbare/perspektivrige eller har størst forskningsmæssig gevinst?
  • Hvordan forholder teoretiker a, b og c’s synspunkter sig til hinanden? Er der, pĂĄ trods af uoverensstemmelserne, ogsĂĄ ligheder? Kan man bygge bro mellem dem?
  • (Fortsæt selv listen …)

Ved at gøre spørgsmål af denne art til omdrejningspunktet for din diskussion sørger du for, at den er videnskabeligt forankret, og at den ikke indeholder løs snak. Takket være forskningsdiskussionen har du en række helt konkrete synspunkter og argumenter, som du kan diskutere – og det gør, at du kan diskutere på et højere niveau, fordi du indgår i en dialog med dit emnes forskningstradition og viser, at du kan forholde dig kritisk til den. Det er en vigtig akademisk kompetence og grundlaget for al videre forskning.

Når du diskuterer, er det vigtigt, at der er en rød tråd i din diskussion, at diskussionen ”bevæger” sig et bestemt sted hen og ikke bare er en tilfældig samling af løst sammenhængende undersøgelser, spørgsmål og tanker. Diskussionen har et naturligt endemål, som bestemmer, hvordan den skal struktureres, og hvilke spørgsmål du skal stille. Inden du begynder at diskutere, skal du gøre op med dig selv, hvad endemålet er. Vil du vise, at teoretiker b har ret? Vil du vise, at man kan harmonisere de tre teoretikeres opfattelser og skabe en syntese, der kan bruges inden for forskningen? Vil du kritisere de tre teoretikere med henblik på at fremføre dit eget synspunkt? Når du har besluttet dig for, hvad formålet med diskussionen er, er det meget nemmere at stille de rette spørgsmål til forskningslitteraturen.

Man kan sagtens diskutere uden at ville andet end at demonstrere forskelle og ligheder mellem eller fordele og ulemper ved forskellige synspunkter. Der behøver ikke at være et ”facit” eller et højere formål. Det vigtige er blot, at diskussionen matcher intentionen!

Udvid diskussionen

Det tredje punkt i tretrinsraketten er selvsagt det mest krævende og absolut ikke et must! Men hvis du har overskud til det, kan du hæve din opgaves niveau ved at fremføre et selvstændigt synspunkt eller argument, som ligger i forlængelse af forskningsdiskussionen, og som kan berige den med et nyt perspektiv. På den måde udvider du nemlig forskningsdiskussionen og demonstrerer, at du aktivt kan bidrage til dit forskningsfelt.

Der er naturligvis ingen, der forventer, at du kommer med et epokegørende synspunkt, der revolutionerer forskningen over night (den slags sker i øvrigt sjældent). Du skriver en almindelig akademisk opgave, ikke en doktorafhandling! Og du behøver heller ikke selv at være ophavsmand til det synspunkt, du vil fremføre. Måske blev det formuleret af en teoretiker tilbage i 1990, hvorefter det gik i glemmebogen og undlod at gøre indtryk på forskningen. ”Selvstændigt” skal her forstås meget bredt: Du fremfører et selvstændigt synspunkt, når du forholder dig aktivt til forskningsdiskussionen og tør tage et standpunkt i diskussionen, når du som akademiker træder frem og siger: ”Jeg mener, at …”

Der er mange mĂĄder, hvorpĂĄ du kan udvide en forskningsdiskussion: Du kan f.eks.

  1. kritisere et populært og gennemgående synspunkt i forskningen
  2. sætte spørgsmålstegn ved en bestemt teoretikers fremgangsmåde
  3. undersøge teoretiker a, b og c’s definitioner af x og konkludere, at c’s definition er mest frugtbar og bør være udgangspunktet for videre forskning i x
  4. konkludere, at teoretiker a, b og c tager fejl, og i stedet foreslå teoretiker d’s definition, som endnu ikke har vundet gehør i forskningen osv.

Det afgørende er, at du bevidst tager stilling. Det viser et engagement og initiativ, som er med til at løfte opgavens niveau en ekstra tand og overbevise underviser og censor om, at du virkelig har styr på dit emne.

Konklusion

Ved at benytte tretrinsraketten demonstrerer du forskellige niveauer af din akademiske kompetence:

  • Trin 1 – at etablere en forskningsdiskussion – viser, at du behersker et forskningsfelt.
  • Trin 2 – at diskutere forskningsdiskussionen – viser, at du kan forholde sig kritisk og reflekterende til et forskningsfelt.
  • Trin 3 – at udvide forskningsdiskussionen – viser, at du kan bidrage til et forskningsfelt.

I sidste ende er det naturligvis dig (og opgavens omfang og formål), der bestemmer, hvor højt ambitionsniveauet skal være. Vær realistisk, og sæt realistiske mål! Det gælder også for opgavens sproglige udformning. Skriv, så godt du kan, men vær realistisk. Hvis du ikke skriver i et klart og sikkert sprog, så overvej professionel korrekturlæsning.

FAQ diskussion

 

Det latinske ord ’discussio’ betyder noget i stil med ’at ryste’. Det, man ryster i en diskussion, er meninger. I en diskussion er det meninger, der brydes, og man ’rystes’ – om ikke i sin grundvold – så på sine synspunkters gyldighed. Når man diskuterer, støder forskellige holdninger sammen med det formål at nå en form for konklusion.
I en diskussion brydes forskellige, ja ofte direkte modsatrettede holdninger til den samme sag eller det samme emne. Formålet er, dybest set, at få ret – at vinde tilslutning til det synspunkt, man selv fremfører og argumenterer for. At diskutere er godt, for man udfordrer den eksisterende viden. Når man afprøver sine argumenter, må de svageste argumenter vige, og i sidste ende er alle blevet lidt klogere.
En diskussion i en akademisk opgave vil ofte være en såkaldt forskningsdiskussion, hvor man stiller forskellige teoretikeres positioner op over for hinanden og diskuterer dem. At diskutere dem vil sige, at man forholder sig kritisk til og reflekterer over andres positioner, samtidig med at man sætter sine egne synspunkter i spil. Man behøver jo ikke være enig i en position, bare fordi den indtages af en forsker. Enhver diskussion skal have retning. Man diskuterer altid med henblik på noget, så man afslutningsvis kan foretage en konklusion.
Når man diskuterer, demonstrerer man, at man behersker sit eget forskningsfelt og kan forholde sig til de dominerende synspunkter og positioner inden for feltet. Den kritiske tilgang til forskning og eksisterende viden er afgørende i en akademisk opgave, for man viser, at man har et højt abstraktionsniveau og evner at tænke selvstændigt.