Ligge eller lægge

Ligge eller lægge?

 

Hvilken af følgende to sætninger er korrekt: ”Forfatteren henligger handlingen til 1800-tallet” eller ”forfatteren henlægger handlingen til 1800-tallet”?

Hvornår bruger man ligger, og hvornår lægger? Det er en klassisk problematik i dansk – på linje med ad-af- og nogen-nogle-problematikken.

Ordene ligge og lægge er meget tætte på at være homofone, altså ord, der lyder ens, når de udtales naturligt i en samtale. Men som alle ved, staves de forskelligt, og så har vi balladen, for er det så ligge eller lægge?

I det følgende kigger vi på, hvordan man hitter rede i de to ord.

 

Ligge er stilstand, lægge er bevægelse

De fleste kender nok reglen om, at man bruger lægger, hvis sætningen udtrykker en bevægelse:

  • Jeg lægger mig ned
  • Læg kniven fra dig
  • Virksomheden lægger kortene på bordet

Man kan huske reglen ved at tænke på bogstavet "æ": Man bruger lægger ved bevægelse – begge med æ.

Og omvendt, hvis sætningen ikke udtrykker bevægelse, men stilstand, så skal man bruge ligger:

  • Brevet ligger på bordet
  • Det ligger mig på sinde
  • Rom ligger i Italien

Ved stilstand er det bogstavet i, der går igen: Brug ligger ved stilstand.

 

Ligger eller lægger – fra et grammatisk perspektiv

Når man skal give en grammatisk forklaring af, hvornår man skal bruge ligge, og hvornår man skal bruge lægge, handler det om forskellen på transitive verber og intransitive verber.

Transitive verber er verber, der tager direkte objekt (genstandsled), hvorimod intransitive verber ikke tager direkte objekt. Med direkte objekt mener vi den eller det, der er genstand for et subjekts handling (det direkte objekt svarer til akkusativ på tysk). Derfor kaldes det også genstandsleddet.

I sætningen ”jeg køber en buket blomster” er ”en buket blomster” genstanden for subjektets (jeg) handling (køber), med andre ord det direkte objekt. Når nogen gør noget med nogen eller noget, er der tale om et transitivt verbum.

  • Politiet lægger tyven i håndjern
  • De skulle stik syd, men må lægge kursen om
  • Du skal lægge en plan for de kommende tre år

Når nogen derimod gør noget, uden at det ”går ud over” nogen eller noget anden, er der tale om et intransitivt verbum. I sætningen ”jeg smiler en smule genert” er der ikke noget direkte objekt, eftersom ”smiler” ikke gør noget ved nogen eller noget, der er ingen aktivitet, det udføres slet og ret.

  • Bådene ligger for svaj tæt på kysten
  • Nabohuset ligger helt ud til vejen
  • Dokumenterne ligger i skuffen

Følger vi denne grammatiske forklaring, er ”lægge” et transitivt verbum og ”ligge” et intransitivt verbum. Jeg lægger altid nogen eller noget, fx en bog på bordet, hvorimod jeg bare ligger, fx på en blomstereng og kigger op i himlen. Man kan ikke sige ”Jeg lægger en smule genert”, fordi ”lægger” kræver et direkte objekt, og man kan ikke sige ”jeg ligger bogen på bordet”, fordi ”ligger” ikke tager direkte objekt.

Hvis man er i tvivl om, om man skal bruge ”lægge” eller ”ligge”, skal man altså analysere sin sætning og se, om der er et genstandsled eller ej. Hvis der er et genstandsled, skal man bruge ”lægge”, og hvis der ikke er et genstandsled, skal man bruge ”ligge”:

  • I morgen lægger jeg julepynten væk (her er julepynten det direkte objekt, jeg gør noget med)
  • I dag ligger julepynten bare i vindueskarmen (her er julepynten subjektet, der udfører en genstandsløs handling)

 

Den simple ”regel”: omform til datid

I stort set alle tilfælde vil den ovenstående grammatiske forklaring holde stik, og det er derfor fint at have kendskab til den. Man skal bare være opmærksom på, at hvis man kombinerer det transitive verbum ”lægge” med adverbialpartikler (fx ”ud” og ”til”), så kan man sagtens bruge det intransitivt, fx i sætninger som

  • Jeg lægger hurtigt ud, men taber efterhånden farten
  • Skibet lægger til i Odense Havn.

Hvordan kan man så vide, at man skal bruge ”lægge” og ikke ”ligge” i disse sætninger?

Den absolut nemmeste måde at finde ud af det på er at skrive sætningerne om til datid. Så er man ikke i tvivl:

  • Jeg lagde hurtigt ud, men tabte efterhånden farten
  • Skibet lagde til i Odense Havn

Eftersom ”lagde” er datidsformen af ”lægge”, er ”lægge” det korrekte verbum i sætningerne.

Samme fremgangsmåde kan man med fordel benytte, hver gang man er i tvivl om, om man skal bruge ”lægge” eller ”ligge”, og ikke gider foretage en sætningsanalyse. De fleste kan høre, at det er forkert at sige ”han lå bogen på bordet”, ligesom de fleste kan høre, at det er forkert at sige ”han lagde i græsset uden at bevæge sig”.

Man kan altså sagtens glemme al snak om transitive og intransitive verber, hvis man husker den simple ”regel”: SKRIV SÆTNINGEN OM TIL DATID.

 

Drilske ord

 Adjektiver såsom ”tilgrundliggende”, ”underliggende”, ”overliggende” og ”bagvedliggende” skal altid skrives sådan – med ”ligge” og ikke ”lægge”.

Derimod er det valgfrit, om man vil skrive ”grundlæggende” eller ”grundliggende”. Sidstnævnte form regnes af mange for at være forkert, og den blev da også først optaget i retskrivningsordbogen i 1996. Hvis man vil være på den sikre side, bør man altså skrive ”grundlæggende”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.