Nogen eller nogle

nogen-nogle

Nogen eller nogle?

Nogen eller nogle? Du kender sikkert problemstillingen!

Når man taler, går det godt, for man udtaler nogen og nogle helt ens. Men når man skriver, er nogen/nogle en klassisk fejlkilde, som mange bliver ved med at have problemer med. 

Se på eksemplerne her:

  • Der er ikke nogen, der har mod på at lære grammatik?
  • Det er nogle søde elever, du har til dansk

I de to sætningerne kan man vitterligt ikke høre forskel. Både nogen og nogle udtales [noen]. Men hvis man skriver, at der ikke er nogle, der har mod på at lære grammatik, selv om det er nogen søde elever, går man galt i byen – og det er ikke noget godt signal at sende til sin læser.

Slet ikke, hvis læseren er ens dansklærer 🙂

Heldigvis er der nogle enkle regler, man kan huske på, så man undgår fejl.

 

Den lette regel huskeregel

Grundreglen er den, at du altid skal bruge ordet nogen, hvis du kan sætte som helst efter ordet uden tab af mening.

  • Der er ikke nogen som helst, der har mod på at lære grammatik

Nogen som helst giver rigtig god mening her, og derfor er det nogen, der er den korrekte form, ikke nogle.

Men det går galt, hvis man bruger reglen om nogen som helst. Så bliver sætningen bare vrøvl:

  • Det er nogen som helst søde elever, du har til dansk

Det kan enhver høre lyder forkert. Derfor er det ikke nogen, men derimod nogle, der skal bruges:

  • Det er nogle søde elever, du har til dansk

Sagen er den, at nogen betyder noget grundlæggende andet end nogle. Nogen betyder faktisk nogen som helst, mens nogle betyder flere eller adskillige.

 

Den grammatiske forklaring på brugen af nogen eller nogle

Der findes også en grammatisk regel for, hvornår man bruger nogen. Det gør man i sætninger med ordet ikke eller en anden form for benægtelse, fx:

  • Det er ikke nogens skyld
  • Der er aldrig nogen, man kan stole på

Nogen bruges også, når man stiller et spørgsmål:

  • Findes der overhovedet nogen i denne klasse, der har styr på grammatikken?
  • Er der nogen, der kan låne mig en boremaskine?

Og så er der de såkaldte betingede sætninger, hvor man også bruger nogen. Det er typisk hvis-konstruktioner, fx:

  • Hvis du gør nogen fortræd, kommer du til at fortryde det.
  • Det er positivt, hvis nogen kan se en fidus i al lære grammatik.

Men stadig: Reglen om nogen som helst er altså bare helt skudsikker og meget nem at bruge. Og den gælder jo også i benægtende, spørgende og betingede sætninger som i eksemplerne herover. '

 

Brug engelsk, hvis det stadig driller

Nogen/nogle kan sidestilles med de engelske ord any/some. Så hvis du er god til engelsk og kan høre, hvad der lyder rigtigt, kan du prøve at 'oversætte' den danske sætning til engelsk. 

Det er nemlig sådan, at ordet nogen oversættes til any, mens nogle oversættes til some.

  • Han får næsten ikke nogen anerkendelse overhovedet / He hardly gets any credit at all
  • Køb nogle småkager på vej hjem / Buy some cookies on your way back

 

Andre betydninger af nogen?

Nogen bruges ikke kun i betydningen nogen som helst, men også i betydningen en vis mængde eller et betragteligt antal.

  • Der er nogen usikkerhed om resultatet
  • Hun havde forsømt ham i nogen tid

Ordet nogen  indgår også i andre ord, fx nogensinde, der betyder på noget tidspunkt overhovedet. Man møder også nogen i ordet nogenlunde, der har forskellige betydninger i forskellige kontekster:

  • Det var en nogenlunde film – rimelig, alt taget i betragtning
  • Temperaturen er nogenlunde konstant – omtrent

 

Brug for hjælp til grammatikken?

Hos Opgavekorrektur er vi eksperter i sprog og grammatik, og vi hjælper gerne med at rette din tekst, uanset om det er en bacheloropgave, et kandidatspeciale, et manuskript, en videnskabelig artikel, en brochure eller en hvilken som helst anden tekst.

Kontakt os her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.