I udgangspunktet skal man rette alle fejl. Men i nogle tilfælde kan det faktisk være mere hensigtsmæssigt at lade være med at rette en fejl, såfremt rettelsen vil gøre mere skade end gavn.

Et eksempel. Inden for entrepriseretten har man noget, der hedder mangelbegrebet. Denne skrivemåde uden fuge-s er korrekt. Nu forholder det sig så sådan, at der er en del jurister, der skriver mangelsbegrebet med fuge-s, hvorfor denne skrivemåde optræder hyppigt i entrepriseretslitteraturen. Skrivemåden med fuge-s er ikke i overensstemmelse med Retskrivningsordbogen.

Hvis man støder på ordet mangelsbegrebet i en juridisk tekst, kan det være fristende at ændre det til den korrekte form uden fuge-s. Man skal imidlertid tænke på, at forfatteren sandsynligvis ”låner” ordet fra entrepriseretslitteraturen, hvilket vil sige, at man ikke bare har at gøre med et tilfældigt ord, der er stavet forkert, men med et ord, som bliver brugt ret konsekvent i store dele af faglitteraturen. Og så er det pludselig vanskeligere at argumentere for, at en rettelse er berettiget, når stavefejlen er ”institutionaliseret” i denne grad.

Der er således meget, der taler for, at det er mere hensigtsmæssigt at lade den forkerte fuge-s-form stå end at rette til den korrekte form uden fuge-s.

Et andet eksempel. Substantivet kommunikation kan sættes sammen med substantivet teori ved hjælp af et fuge-s, så vi får det sammensatte substantiv kommunikationsteori. Men hvad gør man, hvis der ikke bare er tale om kommunikation, men dialogisk kommunikation? Har vi så en dialogisk kommunikationsteori?

Nej, det har vi ikke, for en dialogisk kommunikationsteori er en kommunikationsteori, der er dialogisk, hvilket er noget vrøvl. Det, der menes, er naturligvis en teori om dialogisk kommunikation. Altså skal vi have fat i bindestregen.

Problemet er bare, at man ikke kan indsætte en bindestreg i kommunikationsteori, dialogisk kommunikations-teori, uden at det støder vores sprogsans (fordi ordet kommunikationsteori nu engang skrives uden bindestreg), og at formen dialogisk kommunikation-teori uden fuge-s er lige så ”sprogstridig”, fordi vi i alle andre sammenhænge skriver kommunikationsteori med fuge-s.

 Vi står altså i en situation, hvor ingen af de tre skrivemåder er tilfredsstillende. Værre bliver det, hvis man ønsker at udtrykke sig adjektivisk, så får man udtrykket dialogisk kommunikationsteoretisk. Det er også noget vrøvl, når det kobles til et substantiv, f.eks. dialogisk kommunikationsteoretisk antagelse, som betyder en kommunikationsteoretisk antagelse, der er dialogisk.

Man vil ofte støde på sådanne sammensætninger, når man retter: dialogisk kommunikationsteori, digital transformationsledelse, kunstnerisk dokumentartradition osv. Selv om de er forkerte, er der altså en god grund til ikke at gøre noget ved dem. Dialogisk kommunikationsteori er bedre end dialogisk kommunikations-teori og dialogisk kommunikation-teori, og desuden forstår man, hvad forfatteren mener (medmindre man er meget krakilsk), selv om han strengt taget udtrykker sig forkert.

Et tredje eksempel. Nogle stavemåder i Retskrivningsordbogen er i skarp modstrid med den gængse sprogbrug. Alle danskere (med få undtagelser) siger og skriver services, selv om den korrekte form er servicer, og alle danskere (med få undtagelser) siger og skriver narrativet, selv om det korrekte er fælleskøn, narrativen.

Derfor kan det være hensigtsmæssigt ikke at rette services og narrativet, hvis de optræder i en tekst, fordi rettelsen til den korrekte form vil – en smule paradoksalt – blive betragtet som en fejl.

Fortsæt til Kap. 9: Faktatjek.