Korrekturlæsning er ikke eksakt videnskab, og man må i mange tilfælde skønne sig frem. Valg, der involverer skøn, skal imidlertid ikke træffes i blinde, men på et kvalificeret grundlag, og som korrekturlæser er grundlaget viden om dansk sprog. Hvis ikke denne viden er på plads, kan man droppe alle sine ambitioner om at læse korrektur.
I epistemologi skelner man mellem knowing that og knowing how (denne distinktion skyldes den britiske filosof Gilbert Ryle). I en sprogsammenhæng kan vi skelne mellem knowing that og knowing why.
Mange sprogbrugere kender den ”regel”, der siger, at man – hvis man vel at mærke sætter startkomma – altid skal sætte et komma foran ”at”, medmindre ”at” efterfølges af et verbum. Men hvis man spørger dem, hvorfor det forholder sig sådan, vil størstedelen af dem ikke kunne forklare det. De ved, at det forholder sig sådan, men de ved ikke, hvorfor det forholder sig sådan.
Som korrekturlæser skal man både vide at og vide hvorfor. Det er ikke nok, at man ved, at man skal sætte et komma. Man skal også vide, hvorfor man skal sætte det.
Det skal man, fordi man skal kunne begrunde enhver rettelse, man foretager. Kan man ikke begrunde en rettelse, er den ikke berettiget, for i så fald er der ikke nogen grund til, at man har foretaget den.
Enhver rettelse skal kunne begrundes grammatisk eller sprogligt. Det er princippet, man skal rette efter. Det betyder ikke, at man i praksis skal retfærdiggøre hver eneste rettelse over for forfatteren, for han er som regel ligeglad med, hvorfor man har rettet, som man har – bare man har gjort det korrekt.
Men hvis ikke man kan forklare sig selv, hvorfor man fjernede bindestregen i ”mindfulness-mediation”, så det blev til ”mindfulnessmeditation”, skal man ikke fjerne den. Det er kernen i korrekturlæsningskunsten: ikke bare at vide, hvornår man skal rette (når der foreligger en afvigelse fra normen, som ikke kan accepteres), og hvornår man ikke skal rette (når der ikke foreligger en afvigelse fra normen, eller når afvigelsen har en sådan karakter, at den kan accepteres), men at kunne forklare, hvorfor man skal rette, og hvorfor man ikke skal rette.
Her er din viden altafgørende. Uden den vil man ikke være i stand til at navigere i teksten og træffe de rigtige valg.
Men hvor meget skal man vide?
Præcis så meget, at man er i stand til at rette enhver sprogfejl, man måtte støde på i hvilken som helst tekst, man retter, og forklare, hvorfor det er en fejl. Man må gerne vide mere, men ikke mindre, for så risikerer man at bringe hele faget i miskredit.
Der er masser af korrekturlæsere, som ikke kan læse korrektur. Som tror, at korrekturlæsning kan være mere eller mindre optimalt, at det er nok at fjerne 1/3-del af alle fejl i en tekst, og at man vidst i øvrigt bør udvise en hvis grad af forståelse af, at det danske sprog er svært.
(Kan du finde de fem fejl i ovenstående sætning?).
Som korrekturlæser kan man slippe af sted med mange ting, hvis ikke kunden har forudsætningerne for at tjekke, om arbejdet er gjort ordentligt. Der findes desværre ingen kontrolinstans, der fratager inkompetente korrekturlæsere deres licens til at læse korrektur.
Men man bør ikke læse korrektur, hvis man er ret god til sprog. Man skal være SÅ god, at man kan rette ALLE tekstens fejl og begrunde ALLE rettelserne.
Fortsæt til Kap. 5: Tempo.