Den dygtige korrekturlæser er den, der retter en tekst uden at overse nogen fejl. Men sandheden er naturligvis, at det er ganske normalt, at man overser én, to eller sågar tre fejl, når man retter en tekst.

Det er ikke noget, korrekturlæsere bryder sig om at indrømme, fordi det rykker ved fagets troværdighed, men enhver, som har erfaring med at rette tekster, eller som har fået en tekst tilbage fra korrektur, ved, at det sker.

Ja, man behøver sådan set bare at blade en vilkårlig universitetslærebog igennem for at konstatere, at fejl har en kedelig evne til at undvige korrekturlæserens fejlfindingsrive. Og lærebøger bliver endda korrekturlæst ad flere omgange.

Man bliver altså nødt til at acceptere, at man i et eller andet omfang vil komme til at overse fejl. Det er en uundgåelig del af arbejdet som korrekturlæser.

Nogle fejl er mindre væsentlige end andre. Et punktum, der står på den forkerte side af et fodnotetegn, vil ingen bemærke.

”Autencitet”, der ikke er blevet rettet til ”autenticitet”, er værre. Fejlen springer i øjnene og får korrekturlæseren til at fremstå som en amatør (uden at være det, for fejl kan ikke undgås).

Som korrekturlæser kan man desværre også selv begå fejl, fx rette en fejl til en anden fejl, måske fordi man er uopmærksom og kommer til at ramme en forkert tast på tastaturet, så det, der skulle have været ”men også”, bliver ”menb også”.

Der kan være forskellige grunde til, at man overser – eller selv begår – en fejl. Måske er den tekst, man retter, meget korrekturkrævende, hvorfor man ”drukner” i de mange fejl, der hober sig op, og mister overblikket.

Men i langt de fleste tilfælde er det ”blot” et resultat af, at man mister koncentrationen. Man bliver ramt af korrekturlæsningsudmattelse.

Korrekturlæsningsudmattelse sætter ind, når man har rettet for længe uden at holde en pause. Koncentrationen begynder at svigte, man har svært ved at fokusere ordentligt på ordene, hovedet føles tungt, og hjernen arbejder langsomt.

Disse ”symptomer” fører ofte til skødesløst arbejde:

  • Man øger ubevidst tempoet, fordi man føler, man ikke kommer nogen vegne
  • Man begynder at ”skimme” teksten eller at læse den overfladisk i stedet for at fokusere nøje på hvert tegn, bogstav og ord
  • Man mister hurtigere overblikket, når fejlene hober sig op, og det bliver vanskeligt at rette fejltunge passager
  • Man mister interessen for ”ubetydelige” fejl, f.eks. om punktummet er sat foran eller efter et fodnotetegn 

Den eneste ”kur” mod korrekturlæsningsudmattelse er at lægge arbejdet væk, forlade computeren og lade hjernen op igen. Det er underordnet, hvad man laver, så længe det ikke fordrer den store koncentrationsevne. En gåtur på 15 minutter kan gøre underværker.

Hvis man kan, bør man tilrettelægge sit arbejde således, at man jævnlig holder pauser, så korrek-turlæsningsudmattelsen ikke overrumpler én. Måske kan man rette i 60 minutter, inden man bliver træt, måske 40. Det finder man ud af, efterhånden som man lærer sit korrekturlæserjeg at kende.

Når man ved, hvor ens grænse går, kan man strategisk indlægge pauser, som forhindrer, at man kommer til at overskride den.

Korrekturlæsningsudmattelse er suverænt den hyppigste årsag til korrekturlæsningsfejl, og man bør gøre alt, hvad man kan, for at undgå den.