Sprogfejl er afvigelser fra normen (altså det, sprogbrugerne har vedtaget, er korrekt).
”Bolche” er forkert, fordi man har vedtaget, at ”bolsje” er den korrekte stavemåde. ”I det henseende” er forkert, fordi man har vedtaget, at ”henseende” er fælleskøn. ”Jeg elsker, at spille fodbold” er forkert, fordi man har vedtaget, at der ikke skal sættes et komma foran infinitivmarkøren ”at”.
Strengt taget er det selvfølgelig Dansk Sprognævn (og dermed Kulturministeriet), der fastlægger retskrivningen, dvs. normerne for stavning og tegnsætning.
Men det er stadig ”os”, det brede sprogfællesskab, der driver sprogudviklingen (eller sprogdegenerationen, om man vil), for når en afvigelse først er blevet tilstrækkelig udbredt i sprogfællesskabet, vil den på et tidspunkt blive til en ny norm, som erstatter den gamle, og så er afvigelsen ikke længere en fejl.
Skal det sættes på et skema (og det skal det nok ikke, for virkeligheden forløber ikke skematisk), ser det således ud: norm → afvigelse fra norm → overgangsperiode, hvor både afvigelsen og normen er gældende → ny norm.
Det er f.eks. en klar tendens i sprogudviklingen, at stærke verber bliver svage, ved at præteritumsformen får en regelmæssig endelse. For 150 år siden erfor man noget. I dag hedder det, at man erfarede noget.
Adskillige verber gennemgår en lignende transition, f.eks. ”bedrage”, som i Retskrivningsordbogen har dobbeltformen ”bedrog” og ”bedragede” i præteritum. Hvis udviklingen forløber, som den plejer, vil den stærke form ”bedrog” på et tidspunkt glide helt ud af sproget.
Så er der de tilfælde, hvor normafvigelsen endnu ikke er så udbredt, at den er indoptaget i Retskrivningsordbogen. Det gælder bl.a. præteritumformen ”afholdte” af verbet ”afholde”. Det er endnu sådan, at man afholdt en fest i går. Men det er ikke usandsynligt, at man om 50 eller 100 år afholdte festen i går.
”Afholdte” er med andre ord en fejl – indtil man vedtager, at det ikke længere er en fejl. Sådan er sprogdynamikken, hvad enten man bryder sig om det eller ej.
Mange ord og sproglige udtryk gennemgår en lignende transformation, og det betyder, at man skal være meget opmærksom, når man retter, fordi det er let at ”overse” normafvigelser i en tekst, hvis de er meget gængse (i såvel tale- som skriftsprog). Og nogle gange kan det ligefrem være svært at retfærdiggøre en rettelse af en normafvigelse, fordi afvigelsen efterhånden har nået en udbredelse, der gør, at den måske ikke længere bør regnes som en fejl.
Lad os betragte fire eksempler.
Eksempel 1
”Vi køber hver vores dagligvarer”. Det korrekte her er ental, ”sine”, fordi pronomenet ”hver” viser hen til de enkelte størrelser i helheden, de enkeltpersoner, der indgår i helheden ”vi”. Hver person køber sine dagligvarer.
Mange sprogbrugere finder imidlertid ental forkert i sådanne sætningskonstruktioner, og derfor er det flertalspronomenet ”vores” eller ”deres”, sjældnere ”jeres”, man kommer til at støde på i langt de fleste tilfælde. Selv Dansk Sprognævn har set sig nødsaget til at acceptere, at flertalspronomenet er korrekt – for at tækkes sprogfællesskabet.
Det smerter, hvis man er en konservativ sprogbruger, men man står desværre meget alene med sin smerte, og man vil ikke nødvendigvis blive en populær korrekturlæser, hvis man insisterer på den strenge (og grammatisk begrundede) korrekthed.
Eksempel 2
”Det er både vigtigt for mig, men også for Peter”. ”Både … men også” er en sammenblanding af to udtryk: ”både … og” og ”ikke blot … men også”. Det hedder altså enten ”Det er både vigtigt for mig og Peter” eller ”Det er ikke blot vigtigt for mig, men også for Peter”.
Kombinationen ”både … men også” har bidt sig så grundigt fast i talesproget, at den er gledet ind i skriftsproget, hvor den formerer sig uhæmmet. Der går nok ikke mange år, før vi må acceptere den som et korrekt alternativ til ”både … og” og ”ikke blot … men også”.
Eksempel 3
”Bæredygtighed handler om at udvikle grønne teknologier”. Film, bøger og computerspil handler om noget – de har en handling. Bæredygtighed har ingen handling og handler derfor ikke om noget.
”Handle om” i betydningen ”have som omdrejningspunkt” og ”angå” er et modeudtryk, der (desværre) er kommet for at blive. Uanset hvor forkert man finder det, bliver man altså nødt til at glemme sin aversion, hvis man støder på det i en tekst – eller rette det og risikere, at forfatteren oplever det som en fejlrettelse.
Eksempel 4
”Skæg er en udfordring i forhold til mundbind”. Udtrykket ”i forhold til” er blevet en slags universalløsning, der hovedsagelig anvendes 1) i stedet for en præposition, ”Jeg er usikker i forhold til [på], hvad fremtiden bringer”, og 2) i stedet for udtrykket ”med hensyn til”: ”I forhold til [med hensyn til] højde er der ingen forskel på dig og mig”.
Somme tider bliver ”i forhold til” dog også brugt, hvis forfatteren er for doven til at skrive en regulær sætning, hvilket er tilfældet i dette eksempel. I stedet for at skrive ”Skæg er en udfordring, når man skal bære mundbind” bruger forfatteren ”i forhold til”, som om dette udtryk er ækvivalent med den sætning, det erstatter (og det er det ikke).
Nordmændene har et herligt udtryk for denne tendens til at bruge ”i forhold til” på disse tre måder: forholdisme. Forholdismen er en stor normafvigelse, fordi den langsomt ændrer ved selve betydningen af ”i forhold til” og dermed gør det problematisk at bruge udtrykket korrekt i sådanne sætninger som ”i forhold til sin alder er han høj” eller ”der er tale om en stigning på 5 % i forhold til 2022”.
Men forholdismen er nu så indgroet i sproget, at vi aldrig slipper af med den igen. Man kæmper altså en kamp, man umuligt kan vinde, hvis man søger at komme den til livs.
Fortsæt til Kap. 3: Skøn.