En anden udbredt misforståelse om korrekturlæsning er, at man skal være hurtig eller, som det hedder nu om dage, effektiv for at være en dygtig korrekturlæser. Man skal kunne rette en hulens masse sider i timen, ord i minuttet, tegn i sekundet. Kan man ikke det, er man ikke dygtig – eller i hvert fald ikke dygtig nok.

Denne fartfetichisme kan ikke undre i et samfund, der dyrker acceleration som et gode i sig selv. Livet er en konkurrence, og det gælder om at komme først, hvorfor alt skal effektiviseres og optimeres (gad vidst, om de, der bruger dette ord, overhovedet ved, hvad det betyder).

Man kan sagtens være både hurtig og dygtig, men det er ikke tempoet, der afgør, om man er dygtig eller ej. Dygtighed afgøres udelukkende af evnen til at få øje på og rette fejl. Den dygtige korrekturlæser er den, der retter en tekst uden at overse nogen fejl.

Det betyder, at man skal læse korrektur i lige netop det tempo, der gør, at man er i stand til at opfange alle fejl, der er, i den tekst man retter. Nogle kan læse hurtigt og stadig opfange alle fejl, andre skal læse langsommere for at være sikre på ikke at overse noget.

I sidste ende afhænger tempoet altså af den enkelte, og hvad man personligt er i stand til – ikke et eller andet indbildt ideal om, hvad man (dvs. alle duelige korrekturlæsere) skal være i stand til. Der kan dog opstilles en generel regel: Jo hurtigere man læser, desto større er risikoen for, at man overser fejl.

Det er klart, at tempoet stiger i takt med ens erfaring, idet man støder på de samme fejl igen og igen og følgelig bliver mere fortrolig med dem (og med at rette dem), således at korrekturlæsningen efter et stykke tid bliver 90 % rutinearbejde og 10 % skøn.

Men dette er blot en ”opjustering” af korrekturlæserens normale rettetempo, og der er således tale om en tempoforøgelse, som ikke er forceret, men naturlig og ønskværdig.

Tempoforøgelsen bliver først et problem, når den er forceret, fordi man tror, man skal rette et bestemt antal sider i timen, eller fordi man bliver betalt pr. tegn, ord eller side og derfor skal sikre sig en rimelig timeløn. Så er det, at man risikerer at overse fejl.

Man kan selvfølgelig arbejde på at øge sit tempo, hvis man føler, det er strengt nødvendigt (eller hvis ens løn afhænger af det), men det må aldrig gå ud over grundigheden i arbejdet. Hvis ikke man sætter faglig stolthed over alt andet, bør man ikke være korrekturlæser.

Fortsæt til Kap. 6: Strategier.