De fire eksempler i kapitel 2 demonstrerer, at det kan være problematisk at læse korrektur, når man skal navigere i normafvigelser, der er ved at miste deres status som sprogfejl, fordi flertallet af sprogbrugerne har taget dem til sig.
Pointen er, at korrekturlæsning meget ofte involverer skøn. Der er ikke nødvendigvis et facit – til stor forfærdelse for dem, der måtte tro, at korrekturlæsning er differentialregning.
Man kan vælge at se igennem fingre med, at forfatteren bruger ”i forhold til” forkert, eller man kan prøve at overbevise ham om, at han er bedre tjent med at skrive ”med hensyn til” eller bruge en præposition.
I nogle sammenhænge er ”i forhold til” velvalgt, f.eks. hvis forfatteren tilstræber en uformel og talesproglig stil. Men i en juratekst, hvor sproglig præcision og korrekthed er altafgørende, hører det ikke hjemme.
Ofte kommer det an på en konkret vurdering fra tekst til tekst, sætning til sætning.
Selv ved gennemregulerede retskrivningsnormer såsom kommatering er skønnet ofte uundværligt. Hvornår er der f.eks. tale om et parentetisk led, der skal sættes komma foran? Hvornår er to adjektiver sideordnede, så der skal være komma imellem dem, og hvornår er det ene underordnet det andet, så der ikke skal være komma?
Hvordan skal man eksempelvis kommatere denne sætning: "Der er flyttet en irriterende anstrengende nabo ind ved siden af"? Skal der komma mellem "irriterende" og "anstrengende" eller skal der slet ikke være noget komma?
Det kommer an på, om forfatterens intention er at sige, at naboen er anstrengende på en irriterende måde (ingen komma), eller og intentionen er at sige, at naboen er både irriterende og anstrengende.
Som korrekturlæser konfronteres man hele tiden med sproglige tvetydigheder, hvor man må basere sine rettelser på skøn.
Det er således en udbredt misforståelse, at korrekturlæsning er en objektiv foreteelse i den forstand, at to korrekturlæsere, såfremt de besidder de samme kundskaber, vil foretage nøjagtig de samme rettelser i én og samme tekst.
Sådan er virkeligheden ikke. Der er plads til – og behov for – subjektive skøn.
Fortsæt til Kap. 4: Viden.